Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 14. september

En helt ny stor event kommer på banen den sidste weekend i januar 2019, hvor Bettina-Holmquist.dk arrangerer en Stor Strikke-Hæklefest i Vester Vedsted. Arrangementet vil finde sted på både Vadehavscentret og på Ungdomshøjskolen ved Ribe, og det er muligt at deltage i lidt eller meget.

Lørdag vil der være et stort kreativt marked på Vadehavscentret, hvor mange spændende designere og garnbutikker udstiller, og hvor man kan svælge rundt i lækre garner, spændende strikke-hæklekits, knapper, smykker, kernelædertasker og meget mere og selvfølgelig også se eller gense udstillingen Trækfuglenes Vadehav. Både lørdag og søndag vil der – fordelt på Vadehavscentret og Ungdomshøjskolen – være 20 forskellige strikke-hækleworkshops, man kan tilmelde sig, og lørdag aften er der mulighed for at deltage i en garnfed Strikke-Hækle-Højskolefest med foredrag, festmiddag og Strikke-Hæklecafe på Ungdomshøjskolen.

– Jeg er selv vild med garn og med at strikke og hækle og vil gerne dele min glæde og interesse for dette med så mange som muligt, fortæller Bettina Holmquist, der anslår, at hun selv har strikket siden hun var fem år.

– Jeg er glad for, at det har været muligt at tiltrække så mange spændende og kendte, udstillere, designere og undervisere til Vester Vedsted, og håber, at rigtig mange vil bakke op om eventen og have lyst til at være med til lidt eller meget og møde fx. Madam Munch, Charlotte Tøndering, Hanne Pjedsted, Charlotte Kaae, Mette Larsen, Lise Vaaben, Stine Hoelgaard Johansen, Katrine Wohllebe og mange flere.

– Mit håb er, at det kan blive en tilbagevendende begivenhed, som rigtig mange – også butikker, overnatningssteder, museer og restauranter – kan få glæde af, på en tid af året, hvor der ikke er så mange turister i Ribe, og jeg kan allerede nu sige, at der kommer en del deltagere “udenbys fra”, fortæller Bettina Holmquist.

Bettina-Holmquist.dk er en nystartet virksomhed, som bl.a. arrangerer to årlige Kunsthåndværkermarkeder hhv på Vadehavscentret ultimo oktober og i Risskov/Egå primo november samt Strikke-Hæklefesten ultimo januar. Inden længe skulle hjemmesiden også være klar til at sælge Bettinas egne strikkeopskrifter.

Mere om Bettina Holmquist og arrangementerne i morgen.