Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, onsdag den 7. juni 2013

Der gøres nu et nyt forsøg på at få rejst en vindmøllepark syd for kirken i Kalvslund.

Det er et selskab, der hedder Kalvslund Vind- og Solcellepark, der gør forsøget, og selskabet har indkaldt til et offentlige møde om projektet i Kalvslund Forsamlingshus onsdag den 14. juni fra klokken 19 til 21.

Som navnet på selskabet siger, arbejdes der på at få etableret en park bestående af både vindmøller og solceller, og selskabet har hyret rådgivningsfirmaet Velas i Horsens til at bistå med planerne.

På mødet vil der blive givet en orientering om planerne og hvad de kan få af betydning for området og for de nærmeste naboer.

I indkaldelsen til mødet slås det fast, at der ikke er tale om en offentlig høring, men at den vil komme senere. I øjeblikket arbejder byrådet på at fastlægge hvilke områder i kommunen, der kan udlægges til vindmøller og solceller.

Velas er et stort rådgivningsfirma, der er dannet på baggrund af en række landboforeninger, og firmaet har specialiseret sig i alle former for rådgivning indenfor landbrugssektoren.

Området, hvor den nye park søges rejst, ligger meget tæt på et område, hvor man har planlagt at grave den kommende 400 kilovolts ledning i jorden netop af hensyn til naturen.