Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, fredag den 22. september 2023

Dette års Ribe Jazzfestival, som blev afviklet den sidste weekend i juli, var en succes. takket være opbakning og støtte fra byens handelsliv og næringsdrivende samt flot fremmøde af publikum, konstaterer en glad og tilfreds Jakob Jakobsen, der er formand for foreningen Jazzin’Ribe, som står bag de årlige jazzfestivaler.

Især hæfter han sig ved, at økonomien i år hænger sammen og giver basis for, at foreningen tør fortsætte med at arrangere de årlige festivaler: – Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har været presset og udfordret på økonomien oven på et par år, hvor festivalen har givet underskud. Derfor var det med en vis spænding, vi gennemførte dette års festival. Et underskud her igen ville have betydet, at vi så nok måtte stoppe at arrangere jazzfestival.

Han ønsker i den sammenhæng specielt at fremhæve støtten og opbakningen fra byens erhvervsdrivende: – Især vil jeg gerne takke Hotel Dagmar, Sydbank, Ib Laursen, Louis Lund samt Kerem Das, der driver restauranterne Pinocchio og Dash. Uden deres bidrag ville det ikke være økonomisk muligt at få enderne til at nå sammen.

Festivalens koncerter har ifølge Jakob Jakobsen oplevet flot fremmøde. Til flere af arrangementerne inden døre var der således udsolgt.

Også koncerterne på den store udendørs scene ved domkirken var en succes med mange mennesker alle dagene, konstaterer en meget tilfreds Jakob Jakobsen:

– Det specielle ved disse koncerter er, at de foregår på et område, hvor vi ikke har mulighed for at lukke af og tage entre på normal vis men må appellere til publikum om at bidrage til koncerten med et selvvalgt beløb via mobilepay eller kontanter. Denne måde at betale for musikken på blev godt modtaget, og folk var virkelig flinke til at skæppe i kassen. Det vil vi gerne kvittere og sige tak for.

Disse indsamlinger og entreindtægterne i øvrigt sammenholdt med bidragene og sponsorstøtten fra byens forretninger og erhverv har betydet, at festivalen i år ifølge Jakob Jakobsen boner ud med et økonomisk tilfredsstillende resultat som gør, at man i foreningen har mod på at fortsætte og således allerede er gået i gang med at forberede næste års jazzfestival.

Om musikken og forløbet af festivalen i det hele taget har Jakob Jakobsen denne kommentar:

– Vi har i år bestræbt os på at sammensætte et varieret og alsidigt musikprogram, hvor der skulle være noget for enhver smag. Indtrykket er, at det har festivalgæsterne taget godt imod, så dette brede musikudbud er noget, vi også vil satse på i fremtiden.

Han tilføjer, at han har hørt mange glade og positive tilkendegivelser fra publikum vedrørende musikken og koncerterne, og at man ser frem til at deltage i næste års festival.

– Det er selvfølgelig alt sammen noget, der varmer, og giver os i Jazzin’Ribe fornyet energi til at videreføre og udvikle den efterhånden mangeårige tradition med at arrangere jazzfestival i Ribe, slutter Jakob Jakobsen.