Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, fredag den 26. juni

En såkaldt gummiged – en større gravemaskine, der også bruges til læsning af bigballer – udbrændte fredag aften på en grusvej ved Obbekærvej.

Der gik ild i maskinen, da den blev brugt til læsning af halmballer, og da Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe kom til stedet, var maskinen stort set overtændt.

Brandfolkene satte to højtryksrør ind mod ilden og lagde skum ud, men det lykkedes ikke at redde gummigeden.

Netop hjemme efter den indsats, blev brandvæsnet kaldt ud til en mindre forurening på Dagmarsgade, som meldingen lød på. Det viste sig at være en flaske, der var knust. Den blev fejet op.

Som en af brandmændene lakonisk konstaterede: – Skal vi rykke ud til alle flasker, får vi nok at lave i denne weekend.