Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 8. oktober 2025
Når Ribe Kulturnat kan slutte programmet af med et brag af en koncert søndag klokken 22 i domkirken, skyldes det ikke mindst, at flere lokale virksomheder har sponseret arrangementet med et anseeligt beløb.
Og det er arrangørerne meget taknemmelige for, lægger Anne Reinholt og Lene Unnerup ikke skjul på.
Det er duoen Cæcilie Norby og Lars Danielsson, der leverer koncerten.
Duoens samspil er unikt – en forening af virtuos musikalitet og inderlig historiefortælling.
Cæcilie Norby og Lars Danielsson hører til blandt Europas mest respekterede jazzmusikere. Når de mødes i duoformatet, opstår en intim og dybt bevægende musikalsk oplevelse, hvor jazz, folk, blues og klassiske klange smelter sammen til et dragende lydunivers.
Norby, som ikke behøver nogen yderligere introduktion, var i øvrigt den første skandinaviske kunstner, der blev signet til det legendariske Blue Note Records af Bruce Lundvall – et tydeligt vidnesbyrd om hendes særkende og autenticitet.
Danielsson, en mesterlig bassist og cellist, er tre-foldig vinder af ECHO Jazz-prisen og verdenskendt for sit lyriske og dynamiske spil.
Det er fa. Ib Laursen, Nordana, Ribe Camping og Ribe Byferie Resort, der har gjort koncerten mulig.
Hvorfor? Spørgsmålet har vi stillet til Peter Laursen, og svaret lyder:
– Det er helt klart for at støtte de gode aktiviteter specielt på kulturområdet, der kan have svært ved at samle penge ind fremfor f.eks. sportsklubber.
Peter Laursen peger videre på, at det er noget, der kommer os alle til gode.
– Vi ved, at arrangørerne gør en kæmpe indsats. Det skal vi bakke op om. Ellers har vi det ikke, og det vil være drønærgerligt. Jeg ved godt, at der sker mange gode ting på kulturområdet i Ribe. Men det kan være væk, hvis man mister en ildsjæl eller der pludseligt ikke er penge til det, siger Peter Laursen.