Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: Pressefoto
d. 10. februar 2024

Den 21. februar inviteres til forpremiere i 12 byer, der alle er en del af DOX:DANMARK. Filmen vises samtidig på flere af de danske beboede småøer. Ribe er en af de udvalgte byer og filmen vises på Biblioteket i seminarieHuset. Her er alle billetter til fremvisningen revet væk og alt er UDSOLGT. Men fortvivl ikke. Fra d. 22.2. kan filmen ses i biografen Kino 1&2 i Tønder og i Fanø Biograf.

‘Før stormen’ er en respektfuld skildring af et særegent samfund, der skaber en akut bevidsthed om de udfordringer Mandø og andre små øer står over for. I et forsøg på at bevare øens unikke kultur og historie holder beboerne stædigt fast i deres identitet trods frygten for, at deres hjem snart kan blive et minde.

Efter visningen danner ‘Før stormen’ ramme for en samtale om fremtiden for de danske småøer, der vil blive livestreamet direkte til alle de deltagende fremvisningssteder. Paneldeltagerne er bl.a. meteorolog Jesper Theilgaard, forfatter Maj My Midtgaard Humaidan og formand for Sammenslutningen af Danske Småøer Kirsten Sydendal. Alle blandt publikum får mulighed for at stille spørgsmål, bidrage og engagere sig i en vigtig, national samtale om, hvordan vi beskytter de små unikke øsamfund.

DOX:DANMARK, startede i 2021 ud fra et ønske om at styrke lokalt engagement og fremme den demokratiske samtale. Dengang var der 9 kommuner med i satsningen, og siden er det kun gået én vej for DOX:DANMARK, som med hele 42 samarbejdende kommuner i år også sprænger festivalens egne forventninger.

‘Før stormen’ er instrueret af Juan Palacios og medinstrueret af Sofie Husum Johannesen, produceret af Elk Film og distribueres i biografen af CPH:DOX med støtte fra Det Danske Filminstitut og TV2.