Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 13. januar 2024

Langt over halvdelen af den lave mur, der skiller Præstegade fra parkeringspladsen ved gaden, er væltet. I faldet har muren, der er omkring en meter høj, ramt en bil på fronten, der formentligt har fået nogle slemme ridser. Det vil vise sig, når murbrokkerne er fjernet fra bilen.

Et vidne, Bo Børsen Hansen, fortæller til Ryk Ind Ribe, at han og en ven stod 100 meter fra muren, da den pludseligt begyndte at ”klirre”. Vi kiggede på hinanden og sagde, at det her lyder forkert. Det var lige som nogle tagsten, der faldt ned. Vi gik hen for at se, hvad der var sket, og det viste sig, at en stor del af muren var væltet.

Det viste sig efterfølgende, at den del af muren, der stod tilbage, hældede slemt til siden. Som en forbipasserende konstaterede: den er bestemt ikke i lod!

Det har lørdag eftermiddag ikke været muligt at få en entydig forklaring på, hvorfor muren er væltet. Men alt tyder på, at det er frostskader, der er årsagen.

Muren er delt i to for at give plads til indkørslen til parkeringspladsen. Den del af muren, der står tættest på domkirken, har ikke taget skade og står tilsyneladende stadig som den bør stå.

Det er den del af muren, der ligger længst væk fra domkirken, som dels er væltet og dels nu står skævt.

Muren er et resultat af den megen debat og virak, der har været omkring parkeringspladsen mellem Grønnegade og Præstegade. En virak, der betyder, at der ikke længere er indkørsel fra Grønnegade til pladsen.

Parkeringspladsen har fået ny belægning og sat flot i stand ikke mindst med muren, der nu – efter alt at dømme – skal mures om.

(Flere billeder findes her under)

Den hvide bil har fået tydeligt fået nogle skrammer, som vil vise sig, når brokkerne er fjernet.

Det bliver en ommer – muren skal genopbygges

Som det ses i baggrunden. står muren nærmest domkirken helt intakt.