Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, tirsdag den 12. november

I år holder Jazzin’Ribe ikke færre end to koncerter i december, og begge bliver holdt på Hotel Ribe.

Den første er en støttekoncert torsdag den 5. december til fordel for jazzfestivalen i Ribe, mens den anden er et ”julejam”, der holdes tredje juledag, den 27. december.

Der er ingen tvivl om, at støttekoncerten bliver et brag af en koncert. Ribes eget bigband, Bigband Ribe, er klar med den store julekoncert med alle de stolte bigband julenumre fra ”Rocking around the x-mas tree” til ”Last Christmas” og alt derimellem.
Som et særligt indslag i årets julekoncert kommer Signe Juhl, der tidligere var bandets faste sangerinde, og synger med sammen med bandets faste sanger Terkel Michelsen. Terkel Michelsen var i øvrigt Signe Juhls musiklærer i folkeskolen i Gørding.

Derudover lægger en række andre musikere vejen forbi Ribe. Det fulde program vil blive offentliggjort senere.

Jazzin’Ribes bestyrelse og frivillige gør et kæmpe arbejde for hvert år at arrangere jazzfestival, og det er lykkedes at få overskud på festivalen. Men ikke så stort, at overskuddet kan dække de foregående års underskud, og derfor arbejder bestyrelsen ihærdigt på at få underskuddet ud af verdenen.

Ud over masser af god musik denne aften bliver der også lotteri med mange spændende præmier fra lokale samarbejdspartnere.

Julejam er en tradition, der føres videre. Arrangementet har tidligere været holdt på cafe Valdemar, men det er nu flyttet til Hotel Ribe.