Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, lørdag den 27. november

I et forsøg på at hindre, at kommunens kulturpulje blev tømt meget hurtigt efter ansøgningsfristens udløb og af de samme mennesker og foreninger, blev reglerne for kulturpuljen revideret i marts 2020.

Revisionen medførte, at kulturpuljen blev opdelt i tre undergrupper nemlig en for musik, en for andre aktiviteter end musik og en strakspulje for beløb under 5000 kr.

Ansøgninger til de to første puljer godkendes af kultur- og fritidsudvalget, mens ansøgninger til strakspuljen behandles administrativt.

Ved revisionen af reglerne blev det samtidig vedtaget, at når der var gennemført to ansøgningsrunder, skulle reglerne tages op til fornyet revision, og det er netop sket.

Den overordnede konklusion er, at det er lykkedes at holde Kulturpuljen åben for andre end de personer og foreninger som traditionelt har tømt puljen meget hurtigt. Til gengæld har det vist sig, at mens Musikpuljen ganske vist er blevet tømt, så har dette ikke været tilfældet i hverken strakspuljen eller Kulturpuljen.

Forvaltningen vurderer, at det stadig er for tidligt at ændre grundlæggende på fordelingen i de tre underpuljer. Ting tager tid og usikkerheden forbundet med COVID-19 antages også at have lagt en dæmper på borgernes lyst til at kaste sig over organiseringen af kulturarrangementer.

Ikke desto mindre har de forgange halvandet år vist, at der er behov for en række sproglige og fortolkningsmæssige præciseringer i retningslinjerne, for at undgå forvirring hos både ansøgere og forvaltning.

Hvor der til både musikpuljen og puljen til andre aktiviteter har været ansøgningsfrist to gange årligt, foreslår forvaltningen, at der fremover kun skal være en ansøgningsfrist årligt bl.a. af hensyn til mulig statsstøtte og for overskuelighedens skyld.

Formanden for kultur- og fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen (C) fortæller, at udvalget har godkendt de sproglige og fortolkningsmæssige præciseringer, som forvaltningen har foreslået. – Men udvalget ønsker fortsat to ansøgningsfrister til de to puljer, og det sker fordi mange foreninger og mennesker ikke planlægger så langt ud i fremtiden.

Dermed er der stadig to ansøgningsfrister årligt til de to puljer.