Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 22. januar 2025

Støberikvarteret bliver ikke en selvstændig bydel. Det bliver en del af byen. Blandt andet derfor er planerne om et torv som samlingspunkt i den nye bydel sløjfet. Ribe har et fint fungerende torv ved domkirken. Støberikvarteret bliver en moderne bydel, der er tilpasset den middelalderlige bykerne. Man kan ikke med held bygge kopier af de middelalderlige huse.

Det fastslog vicedirektør samt by- og arealudviklingschef Per Rexen, Esbjerg Kommune, da han fortalte om det arbejde, der nu foregår med udarbejdelse af en lokalplan for det område, hvor støberiet tidligere lå.

Per Rexen kunne også fortælle, at den gamle transformatorstation på stedet vil forsvinde, at den åbne plads nu gøres grøn med såning af græs og anden beplantning, indtil byggeriet kan påbegyndes. Han fortalte også, at pladsen vil blive aktiveret under Royal Run uden dog at komme ind på, hvordan.

Tidshorisonten for området er, at udarbejdelsen af lokalplanen vil være færdig først på efteråret. Derefter kommer den i offentlig høring, og når den politiske godkendelse har fundet sted, kan kommunen begynde byggemodning af området og salg af jorden. Det første byggeri vil formentligt kunne startes i sommeren 2026.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Omkring 150 mennesker deltog i dialogmødet

Per Rexen oplyste også, at der er styr på forureningen, og at kommunens udgifter til køb af grunden, nedrivning og oprensning andrager mellem 100 og 120 millioner kroner. De penge skal gerne hentes hjem igen ved salg af grunde.

– Kommunen har dog afsat 20 millioner kroner til området, fordi man gerne vil styrke Ribe, lød det fra vicedirektøren.

Per Rexen fortalte sammen med stadsarkitekt Morten Harder og planchef Bjarne Lange om arbejdet med lokalplanen og hvad, den indeholder.

Lokalplanen skal være med til at sætte nogle rammer for byggeriet på området. Bl.a. bebyggelsesprocenten, hvor der arbejdes med en procent på 92 for netop at få den tætte bebyggelse, som er kendetegnet for Ribes bykerne. Lokalplanen indeholder også bestemmelser for vejføring, bebyggelsens højde, materialevalg med mere.

Netop med hensyn til vejføringen er der taget hensyn til Ribes bymidte med de krogede gader, hvor der venter en oplevelse rundt om hjørnet. Den infrastruktur søges videreført, ligesom man anlægger smalle passager, slipper, som fører fra det ene område til det andet.

Der arbejdes med en bygningshøjde på op til tre etager med mulighed for udnyttet tagetage, ligesom der arbejdes med mulighed for en bygning i fire etager.

– Men det bliver ikke sådan, at området bliver tilplastret med høje huse. De bliver klart i mindretal og vil primært blive placeret ved indfaldsvejen til området, sagde Per Rexen, der også omtalte det planlagte parkeringshus, som han erkendte er en udfordring i udformningen.

– Der bliver ikke en til en parkering ved boligerne, men det bliver sådan, at beboerne kan køre hen til deres boliger og læsse af, hvorefter de kan parkere, oplyste Per Rexen. Han oplyste også, at lokalplanen skal udfærdiges så markedet kan bruge den.

Mødet var et dialogmøde, og efter oplæggene havde de omkring 150 deltagere lejlighed til at stille spørgsmål og komme med forslag til de fire kommunale eksperter, der for tiden arbejder med lokalplansforslaget.

Og når lokalplansforslaget er vedtaget, vil der blive inviteret til et nyt møde, hvor man vil fortælle om muligheden for at erhverve byggegrunde i området.

Udvalgsformand Henning Ravn bød velkommen og sagde, at arbejdet går ud på at passe på og udvikle Ribe også for fremtiden.