Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 28. september
De 65 medarbejdere, der er ansat på Ribe Jernstøberi a/s er ikke fyret men sendt hjem, og det sker i håb om, at der indenfor de næste 14 dage kan vise sig en mulighed for at videreføre noget af fabrikken i Ribe.
Det fortalte direktør Michael Boel Olesen i P4Syd.
Til radioen siger direktøren, at man nu sammen med kurator skal prøve at finde ud af, hvilke muligheder der er for at videreføre noget af virksomheden.
Samtidig siger Michael Boel Olesen, at de store planer, der er for jernstøberiets område ved Saltgade i Ribes nordlige udkant lige ud mod engene, ikke er berørt af konkursen. Her er det meningen at opføre en helt ny bydel, ligesom Lidl har planer om at bygge en dagligvareforretning direkte ned mod åen.
Det er Ribe Jern Ejendomme, der ejer både bygninger og grund, og dette selskab er ikke gået konkurs. Derfor fortsætter dette projekt, der er støttet af Real Dania, ifølge direktør Michael Boel Olesens udtalelser i P4 Syd.










































































