Tekst Hasse Jørgensen, Reklamefoto. Torsdag den 24. oktober

Et af Danmarks virkelige hotte navne, reportagefotograf Jan Grarup, kommer til Ribe for at holde foredrag. Det sker torsdag den 5. december klokken 19.30 i Ribe Katedralskoles rundgang.

Bag arrangementet står fotohandler og fotograf Jens Jørgensen og Quedens Musikforening, og det er intet mindre end et scoop at få Jan Grarup til Ribe med sit foredrag.

Jan Grarup har vundet masser af nationale og internationale fotopriser for sine reportager fra katastrofer over hele jorden. Han, der er født i 1968, startede sin karriere på Helsingør Dagblad som amatørfotograf som 15-årig, og efter sin uddannelse i 1991 blev han ansat ved Ekstra Bladet, hvorefter han to år senere flyttede til Berlin og virkede som freelance fotograf for en række internationale medier. Året efter vendte han hjem til Danmark og fik igen ansættelse ved Ekstra Bladet, som han forlod i 2003 for at blive ansat på Politiken, som han forlod i 2009 for at blive freelancer i NOOR images.

Jan Grarup har udgivet en god med sine bedste billeder og rejser i dag rundt og holder foredrag, ligesom han underviser i fotografiets svære kunst.

Det er anden gang, Jan Grarup holder foredrag i Ribe.