Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 16. april

Der vil formentligt gå endnu nogen tid, før stilladset på Ribe Kunstmuseum kan pilles ned. Stilladset er rejst op af muren ud mod haven, og det skyldes, at der er trængt fugt ind i murværket og dermed ind i nogle af udstillingssalene.

Ingen af museets kunstværker er blevet berørt, da fugten blev opdaget omgående og værkerne derefter flyttet.

– Muren skal nu tørre ud, for man kan ikke begynde at reparere vådt murværk. I det spørgsmål er vores håndværkere ret kontante. Vi skal nok have stilladset rejst i mange måneder, men hellere det, og arbejdet så bliver lavet ordentligt, siger museets leder, Dagmar Warming, der videre fortæller:

– Men vi kan heller ikke komme til at reparere indvendigt, så længe murværket ikke er tørret helt ud. Heldigvis er vejret jo godt til det i øjeblikket.

Hvad skal der ske?

– Vi skal have hele murværket gået efter. Der er fundet en lille utæthed øverst oppe, og her kunne vandet løbe ind, når der var pres på. Det skal laves, men vi skal heldigvis ikke have dele af taget af. Desuden skal hele murværket gennemgås, fortæller Dagmar Warming.

Den smukke museumshave er et besøg værd.