Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, mandag den 30. november

Stigende omkostninger hos distributionsselskabet er årsagen til, at plejehjemmene i Ribe ikke længere får et større antal ugeaviser.

Flere pårørende har henvendt sig til Ryk Ind Ribe og beklaget, at deres ældre mennesker på plejehjemmene ikke længere får en ugeavis alene.

De pårørende gør gældende, at det er den eneste måde, deres slægtninge kan følge med i, hvad der sker i deres lokalsamfund, for beboerne på plejehjemmene er generelt ikke i stand til at søge oplysninger på nettet.

Salgschef Pia Wieg Rasmussen, UgeAvisen, fortæller, at den serviceuddeling af ugeaviserne, som man har haft, i mange andre byer allerede er ophørt for flere år siden.

– Vi betaler et distributionsselskab for at bringe aviserne ud, og det er udgiften til udbringningen, der årsag til, at vi nu kun kan levere fire ugeaviser til hvert plejehjem. Vi vil rigtig gerne have mange læsere, og derfor er man fra plejehjemmene velkomne til at komme forbi kontoret og hente nogle flere aviser. Jeg har allerede sat det antal aviser op, som vi får leveret til kontoret, og jeg sætter det gerne op endnu en gang, hvis det er nødvendigt. Hvis det er rigtig mange aviser, det drejer sig om, vil jeg godt lige have besked, så vi er sikre på at have nok, siger Pia Wieg Rasmussen, der også fortæller, at det er distributionsselskabet, der er årsag til ændringen, og til at ugeavisen nu først bringes ud onsdag og torsdag.

– Tidligere var det tirsdag og onsdag, ugeavisen kom ud, og selskabet bragte så reklamer ud sidst på ugen. Men nu er omdelingen af ugeavisen og reklamerne slået sammen, så ugeavisen først kommer onsdag eller torsdag.