Tekst Hasse Jørgensen, illustration Esbjerg Kommune, tirsdag den 22. juni

Vejen er nu banet for en ny sti, der skal gå uden om det ombyggede Jedsted Dambrug og dermed sikre offentligheden en adgangsvej uden om dambruget. Den nye sti skal afløse den sti, der i øjeblikket går tværs gennem dambrugets arealer.

Stien bruges blandt andre af børn, der skal til og fra skole, og det er bl.a. besluttet, at stien må bruges af fodgængere, cyklister samt knallertkørere, men tungere maskiner og ridning er ikke tilladt på stien.

Baggrunden for ønsket om den nye sti er, at der efter ombygningen af dambruget kører mange tung arbejdsmaskiner på den eksisterende sti, og derfor har man søgt en alternativ løsning.

Den nye sti bliver 350 meter længere end den gamle.

Etableringen af den nye sti har krævet en landzonetilladelse samt dispensation fra naturbeskyttelsesloven, og den godkendelse og dispensationerne fra naturbeskyttelsesloven, har byrådets plan- og miljøudvalg nu givet.

– Der er ingen tvivl om, at stien bliver brugt af mange, og vi kan udmærket forstå, at man gerne vil flytte den gamle sti. Der er jo sikkerhed i det, siger formanden for udvalget for teknik og miljø, Karen Sandrini (S).