Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 1. marts

Det er værtshuset, der aldrig ændrer sig, men dog følger med tiden.

Det paradoks kan man roligt hæfte på værtshuset Stenbohus i Ribe, der er Danmarks næst ældste og daterer sig tilbage til 1810 som værtshus.

De to indehavere af stedet, Carsten Berthelsen og Niels Toft, gør da også alt for at bevare værtshuset som et ”brunt værtshus” men dog med en række nye tiltag så som datodruk, 75 musikarrangementer om året, en gård, hvor der holdes masser af events, og hvor den ene af Danmarks to naverhuler har til huse. Stenbohus var indtil for får måneder siden samlingsstedet for navere, der kom til Ribe. En kendsgerning, der førte til det store himmeldagstræf for navere i 2015 med flere hundrede navere fra hele verdenen. I dag er navernes lokale samlingssted Hotel Ribe, men naverhulen findes stadig i gården bag Stenbohus.

Et brunt værtshus betegnes som et værtshus, hvor en kreds af stamkunder sammen med værterne gør, at stemningen i værtshuset er helt speciel og stort set uforandret gennem tiderne.

Og det må netop siges, at stemningen på Stenbohus er helt speciel og forskellig alt efter, om det er dagpublikummet, der hovedsageligt består af stamkunder, eller det er aftenpublikummet, der er på stedet. Kendetegnende er, at alle kan komme på Stenbohus.

Carsten Berthelsen og Niels Toft kan fredag den 6. marts markere tiåret for deres overtagelse af stedet.

De to er enige om, at da de overtog ”stenen”, gjaldt det om at skabe den gamle stil og bringe værtshuset tilbage til den gamle stemning med den gode musik om aftenen, som publikum kan lide, og med den stemning om dagen, som stampublikummet holder af.

– Og vi kan glæde os over, at de unge mennesker er kommet tilbage. Der er mange unge, der kommer ind om eftermiddagen for at få en kop kaffe, en sodavand eller en øl samtidig med, at de hygger sig med et spil. Og så nyder vi godt af, at Niels har så mange forbindelser indenfor musikverdenen, så han ofte kan forhandle sig til gode priser, når vi hyrer de forskellige bands. Derfor kan vil holde billetpriserne nede, fortæller Carsten Berthelsen.

De to har organiseret arbejdet mellem sig, så Niels primært tager sig af det praktiske mens Carsten primært står for det administrative.

De to kan også glæde sig over, at Stenbohus har et sådant ry, at tredje generation er begyndt at komme på værtshuset.

– Vi oplever, at bedsteforældre tager deres børnebørn med her ind for at introducere dem til stedet, fortæller Niels Toft.

Og der er noget at se på. Interiøret og farverne på væggene er stort set det samme, som for adskillige årtier siden. Nyt er, at under loftet hænger der hundredvis af krus med navne indgraveret. Det er krus, der er givet til dem, der består datodruk. Datodruk betyder, at man efter nærmere regler skal drikke fem liter øl indenfor 12 timer. Til gengæld får man så sit krus hængt op under loftet med navnet indgraveret.

– Det er blevet en fantastisk succes. Vi har kunder fra hele landet, og selv fra Tyskland kommer der kunder, som vil gennemføre datodruk. Vi har eksempelvis ti krus hængende fra kunder i Hamborg, fortæller Niels Toft.

Ti års jubilæet fejres på fredag den 6. marts, og denne dag kan Carsten Berthelsen og Niels Toft også fejre, at fire bartendere ligeledes har været ti år Stenbohus. Det er Lars, Allan, Thomas og Morten.

Fakta

Stenbohus kan nærmest betegnes som en institution i Ribe. Her har mange gæve borgere fået et slag kort eller en gang rafling.

I nyere tid har stedet været ejet og drevet af Bent Lyngsø, Folmer Hausted, igen Bent Lyngsø, Ninna Lyngsø og Henrik Grønbech, igen Bent Lyngsø, der i 1988 solgte til Tove og Bent Jensen. I 1991 begyndte Niels Toft som bartender på stedet ved siden af andet arbejde. Han traf Carsten Berthelsen, da de begge arbejdede på en boinstitution for udadreagerende unge. Her talte de om at åbne noget sammen, og da muligheden bød sig, overtog den Stenbohus. Carsten Berthelsen havde på det tidspunkt bl.a. tidligere drevet diskoteket i den gamle biograf.

Det er stærkt begrænset, hvor meget der i årenes løb er ændret på interiøret.

Hundredvis af krus hænger under loftet som bevis på, at ejeren har gennemført datodruk.