Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 28. januar 2022
Mens samfundet forbereder en åbning efter næsten tre års mere eller mindre nedlukning, slår Stenbohus til ”med den store hammer”, når nattelivet igen skal i gang.
Normalt er der ikke musik på byens spillested om fredagen, men i anledningen af genåbningen er der musik på stenen på fredag den 4. februar og lørdag den 5. februar begge aftener med start klokken 23.59.
Fredag aften er det De Store, der spiller, mens det lørdag aften er Bad Teachers, der går på scenen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
– Det har været en lang og træls periode både mentalt og økonomisk, og selv om vi har oplevet en fantastisk støtte fra vores gæster, er det rart at vende tilbage til det normale igen, siger den ene af ejerne af Stenbohus, Carsten Berthelsen, der fortsætter: – Vi har været privilegeret med de gæster, vi har. De har været rigtig gode til at støtte os i dagtimerne og komme tidligt om aftenen i weekender, så vi skal ikke pive. Vi kommer ud af det med skindet på næsten, men det er der mange, i denne branche, der ikke gør.
”De Store” er som bekendt en duo bestående af Ribe-drengene Thomas Fleron og Troels Skjærbæk der giver pokker i selvhøjtidelighed, og hvis eneste mål med aftenen er at dele genhørs-glæden ved de sidste 50 års sangskat med et publikum, der selv kan være med til at bestemme aftenens udfald.
I dagens anledning er duoen udvidet med Jesper Markussen på trommer.
BAD TEACHERS tager dig med på en rejse tilbage i tiden – dengang Jørgen Mylius kun lavede Radio og der kun fandtes én TV-kanal. I radioen kunne man høre de nye hits fra England og Amerika med Beatles, Rolling Stones, Tremeloes, Kinks, Creedence Clearwater Revival , Elvis, Hendrix osv.
Med stor glæde, entusiasme og erfaring, fremfører BAD TEACHERS netop den tids rock musik.
BAD TEACHERS er: Henning The Ning – Guitar & Vocal, Mr Claude – Bass & Vocal, Stardust – Drums & Perc.