Tekst: Hans Jørgensen. Foto: Rene Jørgensen, copyright
Stemninger kan være svære at beskrive med ord, og i de tilfælde siger billeder ofte mere.
Meget højtideligt og stemningsfyldt var det, da Ribe Vikingecenter i går kunne markere det indtil nu sidste store højdepunkt i centrets 26 årige glorværdige historie: indvielsen af Ansgar kirke.
Højtideligheden blev indledt i langhuset, hvor levende lys var eneste form for lyskilde, og hvor de mange indbudte flokkedes langs siderne i det lange rum.
Autentisk vikingemusik og sang var med til at gøre stemningen rigtig god, og her blev der fra de forskellige talere ikke lagt skjul på lederparret Bjarne Clement og Karen Nørgaards store betydning for den kæmpe udvikling, Ribe Vikingecenter har været igennem siden den spæde start for 26 år siden.
Men det blev også gjort klart, at uden mange andre som fonde, kommune, ansatte, produktionsskolen og frivillige var vikingecentret aldrig kommet så langt, som tilfældet er.
Og mens omkring 200 vikinger udenfor – tallet vokser i løbet af ugen til 500 – levendegjorde vikingemarkedet, blev der indenfor lyttet til taler, nippet til den gode hvidvin og spist det lækre fladbrød, der indhyllede det stegte islandske oksekød, som er vokset op i Lustrup.
Forstander Bjarne Clement bød velkommen og nævnte, at opbygningen af centret har været en lang proces.
– Vi havde pejlemærker under vejs, men nye ideer opstod og dermed nye pejlemærker.
Karen Nørgaard nævnte, at det er noget helt særligt at indvie en kirke.
Formand for bestyrelsen, Vagn Sørensen, kunne i sin tak til de mange støtter nævne, at centret har sat mange besøgsrekorder i tidens løb, og han rettede en tak til de mange givere og støtter som A.P. Møller Fonden, Nordea Fonden, Esbjerg Kommune, kirke- og kulturminister Mette Bock, biskop Elof Westergaard, tidligere biskop Elisabeth Dons Christensen, museet Hedeby for kirkeklokken, der efter fjerde støbning virkede, som den skulle, og til alle dem, der har bidraget til bygningen af kirken.
Trine Theut, der har været en af de store støtter, læste et lejlighedsdigt, som hun havde skrevet til kirken under titlen Folkets kirke.
Leise Mærsk bragte en hilsen fra A.P. Møller Fonden og dens formand, Ane Mærsk McKinney Møller Ugla.
Elisabeth Dons Christensen nævnte, at det har været fantastisk at følge projektet og i det hele taget afsløringen af historien i Ribe.
– Det her viser, hvad en provinsby kan udføre, hvis alle trækker på samme hammel.
På vegne af Nordea Fonden glædede direktør Henrik Lehmann Andersen sig over, at fonden har kunne gøre forevigelsen af projektet muligt gennem filmoptagelser.
Og derefter var der tid til mere vikingemusik og den oplysende film om kirkens tilblivelse.