Dato: 28.10.2023
Foto: Peter Lindgaard
Tekst: Peter Lindgaard

Stemningen var høj og forventningsfuld i Ribes gamle rådhus her til eftermiddag. Samtlige siddepladser var besat, da konsulinde Elin Bisgaard besteg podiet for at byde velkommen til præsentationen af hendes erindringsbog ”Konsulindens erindringer.” Bogen udkommer officielt i dag, men den har allerede været i handlen et stykke tid.

 

Efter en lille velkomstsang gik tidligere bestyrelsesformand for Folkeuniversitetet, Roll Præstegaard, på podiet i selskab med forfatteren. Elin Bisgaard indledte med at takke grafiker Ove Detlevsen for sit store arbejde med bogen, og samtidig beklagede hun, at hun ikke var i stand til at byde på et glas af hendes yndlings-kirsebærvin Kijafa. Den historiske drik er nærmest ikke til at opstøve længere. Til gengæld sparede forfatteren ikke på krudtet under besvarelserne af Roll Præstegaards interessante spørgsmål.

Præstegaard havde forberedt et lille interview med forfatteren, og konsulinden leverede velvilligt lille udpluk af bogens mange fine anekdoter. Noget, det engagerede publikum kunne li’ og kvitterede for med højlydt latter og klapsalver. Man må håbe, at bogen når rundt i hele byen. Og hvem ved? Måske dukker konsulinden op ved en anden lejlighed og inviterer os med på sine livslange rutsjeture, møderne med kendte og de mange personlige oplevelser.