Tekst og fotos Hasse Jørgensen. Torsdag den 7. febr.
Stelrad Radiator Group gør Ribe til center for distributionen af radiatorer i norden
Stelrad Radiator Group, der har overtaget radiatorproduktionen i Ribe efter Ribe Jernstøberis konkurs, gør nu virksomheden i Ribe til nordens center for distribution af radiatorer.
Det betyder, at der skal oparbejdes et stort lager af radiatorer i Ribe, hvorfra de skal sendes videre til aftagerne i norden. På virksomheden i Ribe er man i fuld gang med at indrette de nye lagerlokaler, og de første mange radiatorer er kommet.
Stelrad Radiator Group fortsætter med at producere Hudevads radiatorer i Ribe, mens produktionen af pladeradiatorer allerede ved overtagelsen blev flyttet til England.
– Betyder etableringen af distributionscentret i Ribe flere arbejdspladser?
– Nu er det jo sådan, at vi passer både Hudevad og Stelrad i Ribe, og går det op på Hudevad, skal vi måske ansætte lidt flere. Ellers passer vi begge dele, og vi har den filosofi, at vi hellere vil klare os godt med de ansatte, vi har, og så ansætte en vikar eller to i ny og næ, fremfor, vi vil ansætte og fyre igen, siger direktør for virksomheden i Ribe, Jesper Friis.
– Men det betyder formentligt større aktivitet?
– Det er et langt bedre ord at bruge. Ja, det vil give meget større aktivitet.
– Hvordan ser fremtiden ud på sigt?
– Det er svært at sige. Vi arbejder på højtryk på beregninger, og det vil der nok gå et halvt år med. Vi venter også for at se, hvad der sker med boligprojektet. Nu er det jo meldt ud, at det er forsinket et halvt år, og kommer ejerne og siger, at vi kan leje de bygninger, vi er i, i et halvt eller helt år, kan det sagtens være, at vi gerne vil det.
– At flytte en fabrik som vores, er noget, der tager lang tid og mange forberedelser. Stelrads distributionscenter er kommet til Ribe for at blive, og det er bestemt ikke utænkeligt, at Hudevads produktion også bliver. Vi har stor respekt for de højt specialiserede medarbejdere, som vi har, og hvis ekspertise ikke findes andre steder.