Tekst & Foto: Johnny Tauman
8. november 2021
– Den 21. januar 2017 står printet ind i min hukommelse som en dag, hvor mit bløde hjerte for velgørenhed har skabt værdi for Ribe By, fortæller Steen Brogaard, PAVA-center på Industrivej. Det var nemlig dagen, hvor Steen i dyb respekt for arbejdet i Ribe Brandmandsforening skabte et spinningsevent i Ribe Fritidscenter, hvor overskuddet udelukkende skulle gå til den gamle veteran stigevogn. – Der var brug for en håndsrækning til en ny motor – og så trampede vi ellers løs på 32 cykler i 4 timer.
Positiv sprog i kundebetjeningen
Mens Steen på kontoret er ved at klæde om og gøre klar til en undervognsbehandling, kan han multitaske og betjene såvel RYK IND RIBE som besøgende, kunder og telefonopkald. Og alle opkald afsluttes med et friskt og velmenende: – Og ka´ du så ha´ en rigtig dejlig dag!
Der er ingen forskel på tonen, om kunden bare spørger ind til en undervognsbehandling eller forsøger at prutte om prisen. – Hva´ ska´ du ha’ for at sprøjte min vogn? Steen ved godt, at mange vil have løst opgaven så billigt som muligt – og derfor er svaret også klar: – Du kan få 15 % i rabat, hvis du selv booker på hjemmesiden www.pavaribe.dk
Læser andres behov
Og netop venligheden og forståelsen for andres behov fik da også Steen til selv at lægge 5.000 kr oven i det beløb som spinnerne kørte hjem – 5.400 kroner, så der blev 10.400kr til den gamle brandbil.
Snart haft PAVA i 30 år
Om et par måneder har Steen haft sit firma PAVA på adressen i 30 år. Bygningen stammer tilbage fra 1975, hvor der var langt mellem husene i Industrikvartret – og det lokale postbud måtte kæmpe sig frem på cykel. Jeg lejede mig ind de første fem år – og købte herefter faciliteterne – og det har jeg aldrig fortrudt.
Ferm til at støvsuge og polere
Steen er tilflytter, men føler sig som ripenser, mens hustruen Laila er opvokset i Ribe. – Ja, jeg ved godt, at jeg ikke er Ribe-borger, men jeg elsker Ribe, lyder det fra Steen, som ved siden af arbejdet bag masken er ferm til at støvsuge, rengøre og polere biler. – Ja, jeg kan faktisk få en bil til at fremstå som ny.
Steen flyttede til Ribe i 1986 og sammen flyttede de hus i 1988. Familien har to børn.
Kundebogen er fyldt godt op
Og der sker hele tiden noget – og der findes nye løsninger. Skal man have sin bil undervognsbehandlet er der flere muligheder i byen, men Steen er ikke i tvivl om, at han gør det rigtig godt. Derfor er kundebogen også fyldt godt op. Har man behov for en kundebil, er det også en mulighed – to styk står klar til udlejning: en Suzuki Liana og en Nissan Note.
Får man skade af at undervognsbehandle?
– Nå, nu er jeg ved at være færdig til at gå i værkstedet. Steen viser, hvordan han sikrer, at der ikke kommer PAVA ind på huden ved overgangen mellem hals og hoved. Jo, der er tænkt på det hele – og proceduren er klar og ens fra gang til gang. Og så måtte spørgsmålet jo komme: Har du ikke taget skade af at stå og rustbehandle i så mange år? Svaret kommer prompte: – Det kan godt være, at det lugter en smule, men der er ikke meget opløsningsmiddel i PAVAen, så der er ikke noget at være bange for.
Husk hybrid og elbiler ruster også
– Og så er det vigtigt, at bilister, som har investeret mange kroner i hybrid og elbiler ikke springe let og elegant hen over undervognsbehandlingen, kommer det med en løftet finger: – Også disse biltyper bliver angrebet af rust. Steen har været på efteruddannelse i at sprøjte hybrid og elbiler – og ved derfor, hvad der skal tages ekstra højde for – og hvad der skal dækkes af.
Mens Steen gør sig helt færdig til arbejdet i sprøjtekabinen, får RYK IND RIBE mulighed for at besøge Laila, der sidder i et glasbur.
Laila med nyt bogføringsfirma
Laila er rykket ind i de kontorfaciliteter, hvor den nu lukkede SYNSHAL havde kontor – og dermed har hun fået mulighed for at adskille arbejde og fritid. – Jeg har efter mange overvejelser fundet navnet til mit firma, som endte med Brogaards Bogføring.
For et år siden, lå det ikke i kortene, at Laila Brogaard skulle være selvstændig. – Efter flere års ansættelse hos nogle af mine nuværende kunder, valgte jeg at etablere mig som selvstændig.
– Jeg tilbyder almen bogføring, fakturering, betalinger, lønindberetning, momsafstemning til indberetning samt afstemning og klargøring til årsregnskab til ekstern revisor og div. administrative opgaver, lyder det fra Laila. Hun etablerede sig med eget firma 1. juni 2021 – og har nu fundet sig til rette på adressen Industrivej 9 B og siger afsluttende: – Nyder at være på matriklen med min skønne mand.

Else Frøjk modtager donationen fra Laila og Steen (foto: René Jørgensen)
4000 i støtte til Børns VoksenVenner
Og Steen og Laila brænder begge for at støtte op om organisationer og enkelte personer, som arbejder for at gøre tilværelsen lettere for bøn. – Forrige år gav jeg 5.000 kr til Julemærkehjemmet – og i år har Laila og jeg doneret 4.000 kroner til Børns Voksen Venner. Vi synes, at Else Frøjk yder et kæmpemæssigt arbejde, som kommer mange børn og børnefamilier til gode, lyder det samstemmende fra ægteparret.
– Jeg er dygtig til sløjd!
Og ikke nok med at bruge megen fritid på spinning, så kører Steen troligt til sløjd på den gamle skole i Spandet – og herom siger han: – Jeg er Calles yndlings elev på 14. eller 15 år, og fortsætter umiddelbart lidt pralende: – Calle siger, at jeg er den eneste, der kan få træ til at sno sig, krympe og udvide sig – så jeg er dygtig!
- Roser fra læreren Calle Schneider
Calle Schneider yder ”lidt hjælp”
Derfor har RYK IND RIBE taget til Calle Schneider, Roager, som underviser det ”lukkede hold” med venteliste og forelagt ham Steens egen vurdering. Calle siger hertil: – Han er alletiders fyr, altid i godt humør og så kan han trylle med træ. Enten bliver det for lille eller også bliver det skævt, med ”lidt hjælp” får han altid et flot resultat til slut.
Hvem mon støvsuger hjemme?
Inden vi slutter artiklen, er der lige én ting som skal på plads – nemlig Steens omhyggelige håndtering af en støvsuger og polermaskine, om det er i en bil eller i en campingvogn.
– På hjemmefronten er der en klar arbejdsfordeling, kommer det med et smil fra Steen. Om der sker ændringer, vil tiden vise, for nu kan han jo følge med i, hvor mange timer Laila arbejder – UDEN for hjemmet.