Tekst & Foto: Johnny Tauman
29. august 2024
Måske undrer du dig over, at Ribe Fjernvarmes transmissionslinje til Obbekjærvej, Stærevej, Lundgårdsvej, Jernkærvej mm har udgangspunkt fra centralen i Sct. Nikolaj Gade. RYK IND RIBE har spurgt driftsleder Richard Boisen, om det ikke havde været bedre med en direkte linje fra værket på Mosevej – det ville jo meget være kortere!
Richard forklarer, at strategien er have så få transmissionslinjer, der skal krydse jernbanen. Det er både vanskeligt at få tilladelser hertil – og så er sagsbehandlingen som regel langvarig.
Fremme ved Obbekjærvej
Nørgaard Anlæg har både før sommerferien – og nu senest i august arbejdet på Plantagevej fra Føtex frem mod Obbekjærvej. Den sidste strækning blev lidt kringlet bag et støjværn, gennem en baghave.
Obbekjærvej lukker
Bilister skal være opmærksomme på, at Obbekjærvej lukker fra gennemkørsel fra mandag – dvs. ingen biler mellem Plantagevej og rundkørslen Obbekjærvej / Nørremarksvej. Lukningen vil som beskrevet tidligere have en længde på 6 uger.
Der skal etableres en underføring fra Obbekjærvej til Farupvej, hvor der bores fra Obbekjærvej.
Fodgængere og cyklister
Det er vigtigt, at cyklister og fodgængere, som kan passere strækningen (gravearbejdet holder sig fra sti og fortov bortset fra koblingen til ejendomme), er opmærksomme på, at alle lastbiler og lastvognstog uden ærinde på Nørremarken skal på en omkørsel, der går syd om Føtex for at ramme hovedvejen. Der vil i perioder være øget tung trafik på strækningen.
Det er specielt overgangen på Nørremarksvej, hvor der er behov for ekstra opmærksomhed.
Ændrede busruter
Vær opmærksom på, at to stoppesteder ikke vil være i drift i anlægsperioden.