Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 3. januar 2026
Bestyrelsen for Ribe Brandmandsforening kom på noget af en opgave, da de på samme tid skulle finde ud af, hvem der skulle være årets brandmand og lave en plade med navnene på alle året brandmænd – inklusive ham fra 2025.
Pladen skal hænge på brandstationen i Ribe, hvor Søren Christensen er stationsleder og som sådan med til at lave pladen. Søren undrede sig over, hvorfor navnepladen med årets brandmand ikke kunne sættes på den nye plade med det samme. Men årsagen var netop, at det var Søren selv, der var udpeget til årets brandmand, og det måtte han ikke vide før det blev afsløret ved årets traditionsrige nytårsparole fredag aften.
Og det var en både glad og overrasket Søren Christensen, der lyttede til formanden for Ribe Brandmandsforening, Lars Andersen, som afslørede navnet på årets brandmand og overrakte ham et smukt ur og et diplom som bevis på titlen.
Lars Andersen motiverede udnævnelsen, som hele bestyrelsen står bag, ved bl.a. at sige, at Søren har været brandmand i mange år, og han havde ikke været det læne, før han kom i foreningens bestyrelse, hvor han stort set har været siden indtil han blev stationsleder sidste år.
Søren Christensen er som regel den, der kommer først og går sidst til vores arrangementer. Og alt hvad han er med til, bliver gjort ordentligt. Fra sidste år blev han vores nye stationsleder, og det klarer han også til UG.
Og så kunne den nye navneplade med det manglende skilt med navnet på årets brandmand afsløres, hvorefter der var fortjente lykønskninger til Søren fra kolleger og ledelse.
Søren er beredskabsinspektør ved Sydvestjysk Brandvæsen ud over at være stationsleder og brandmand ved korpset i Ribe.

Pladen med navnene på årets brandmand










































































