Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 5. marts 2025
Efter mere end tre år på Torvet i Ribe rykker den lokalt forankrede virksomhed Startup Media nu til nye rammer. Fra 1. maj 2025 vil kontoret være at finde hos Nordic Tipi i Jedsted, hvor ejer Michael Vahl også driver sin anden virksomhed, Nordic Tipi sammen med medejer Daniel Jepsen.
Flytningen sker for at skabe bedre synergi mellem de to virksomheder, særligt i takt med, at højsæsonen for Nordic Tipi nærmer sig. Ved at samle aktiviteterne ét sted kan Michael Vahl være tæt på begge virksomheder og fortsat levere stærke digitale løsninger til lokale erhvervsdrivende.
Om vinteren vil Startup Media have base på Tangevej 99, hvor der igen vil være fokus på nye kunder og projekter. Hen over sommeren vil virksomheden primært koncentrere sig om eksisterende kunder, men servicen forbliver den samme. Da de fleste møder i forvejen afholdes ude hos kunderne for at forstå deres behov bedst muligt, vil flytningen ikke have praktisk betydning for samarbejdet.
– Det har været fantastisk at være en del af bylivet på Torvet i Ribe, men denne løsning giver bedre fleksibilitet i forhold til begge virksomheder. Vi ser frem til at fortsætte vores arbejde med at hjælpe lokale virksomheder med deres digitale tilstedeværelse – nu fra en ny adresse, siger Michael Vahl.
Fakta
Startup Medie beskæftiger sig med webdesign og medieproduktioner.
Nordic Tipi har udlejning af eksklusive telte til private og erhverv til forskellige events.