Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 5. september

Selv om vejrguderne ikke just var med arrangørerne af Rued Langgaard Festivalen, da festivalen skulle åbnes officielt, blev åbningen et tilløbsstykke af rang.

Oprindeligt var det meningen, at den officielle åbning skulle have været holdt i anlægget foran Sct, Catharinæ Kirke og i Klostergården. Men med udsigten til kraftige byger valgte arrangørerne klogelig at rykke arrangementet ind i kirken.

Her var samtlige siddepladser til gengæld optaget, og mange måtte stå op eller sidde på gulvet for at høre og se åbningskoncerten, der bestod af musik af Rued Langgaard spillet af en blæserkvintet, samt en tilrettet version af Peer Gynt.

Det blev en fantastisk flot åbning, og hvis de øvrige, mange arrangementer, der udgør festivalen frem til søndag eftermiddag, kan holde standarden, bliver der tale om en virkelig fin festival.

May-Britt Andrea Andersen holdt åbningstalen

Formanden for byrådets udvalg for kultur og fritid, May-Britt Andrea Andersen (C), åbnede officielt festivalen og sagde bl.a.: -Jeg tror, at netop de særlige rammer her i Ribe er en af festivalens store styrker, fordi byen giver autencitet og atmosfære til musikken. Vi ved, at det var her i Ribe, at Rued Langgaard fik forløst sin drøm om en ansættelse som organist, og det var her i Ribes gader, at han gik rundt med sit lange hår og sin bredskyggede hat og fik ry for at være lidt af en original.

– Aller vigtigst er det selvfølgelig, at Rued Langgaard her i Ribe komponerede mange af sine værker, og derfor giver det også så god meningen, at festivalen hvert år giver hans musik nyt liv lige her i Ribe.

Og videre sagde May-Britt Andrea Andersen: – År for år har festivalen udviklet sig, og arrangørerne forventer i år flere end 3000 publikummer til de forskellige begivenheder. Det høje kunstneriske niveau og muligheden for fire dages dannelsesrejse i de musikalske universer hører til de typiske begrundelser for, at publikum vender tilbage fra hele landet. Det gode ry har spredt sig langt uden for vores eget område, og festivalen nyder godt af stor opbakning fra lokale samarbejdspartnere og interesse fra medierne. Også i år kan flere end 200.000 radiolyttere høre med, når DR P2 sender uddrag fra tre af festivalens koncerter.

Kirken var fyldt