Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, lørdag den 25. april 2026
En kold vind bed lørdag over middag ved klubhuset på Erik Menvedsvej i Ribe, hvor medlemmerne i Ribe Sejlklub samledes til årets standerhejsning og den officielle start på sejlsæsonen.
Formiddagen var gået med at sætte bådene i vandet, og det blev til hele 22 i alt. De mange frivillige ydede en kæmpe indsats – ligesom de også har gjort med udsætning af koste i Vadehavet med arbejdsbåden Prik. Omkring 70 koste blev det til i år, da mange var gået til i den kolde vinter.
(artikel fortsætter med flere billeder herunder)

Frivillige har sat ca. 70 afmærkningskoste ud i Vadehavet med den fladbundede pram Prik, som ses på billedet. Foto: Anders Lydom
Ribe Sejlklub er fra 1905 og har dermed haft over 120 standerhejsninger og derfor også en af de ældste standere i Danmark – vist nok den næstældste, ifølge næstformand Anders Lydom.
Formand Rebecca la Cour Silvernale bød velkommen og takkede de mange frivillige for det store arbejde gennem vinteren og ikke mindst indsatsen med at få klargjort og søsat alle bådene denne dag. Hun glædede sig over det store fremmøde og udtrykte håb om et godt og aktivt foreningsliv.
Hun sluttede med at fortælle, at den nye bestyrelse er kommet godt i gang med et konstruktivt samarbejde til gavn for både medlemmerne og klubben.

Efter standerhejsningen og afsyngningen af sangen Standerhejsning på melodien Jylland mellem tvende have var der kaffe, kringle og måske en kold øl i klubhuset, da den kolde vestenvind ikke indbød til længere ophold på terrassen.
Standerhejsningen er en fast tradition i mange sejlklubber – og i Ribe markerede den endnu en gang overgangen til en ny sæson ved vandet.

Ribe Sejlklubs bestyrelse: Søren Johansen, Teddy Overgård Hansen, Anders Lydom, Jens Bruun, Poul Hansen, Rebecca la Cour Silvernale, Mona Mariager og Johnny Bruun








































































