Tekst: René Jørgensen, pressefoto
12. september 2025.

Stand-up med Nicolaj Lange i PAKHUSET Ribe – få billetter tilbage

I morgen, lørdag kl. 20.00, kan publikum opleve en af Danmarks mest populære stand-up komikere, Nicolaj Lange, når han indtager scenen i PAKHUSET i Ribe.

Lange er kendt som fuldtidskomiker og et sikkert valg til alt fra firmafester og jubilæer til store private events. Med op mod 200 shows om året er han blandt landets mest efterspurgte entertainere. Den næsten to meter høje nordjyde mestrer at tegne levende billeder af hverdagens små trivialiteter – altid krydret med nordjysk charme og selvironi.

Han har etableret sig som en af Danmarks mest succesrige komikere med udsolgte onemanshows som Mere skæg end nogensinde (2019), Større end nogensinde (2020) og senest Tættere på end nogensinde (2023). Derudover har han begejstret publikum på Comedy Zoo, optrådt for ministerier og store virksomheder – og hans virale videoer om livet som forsmået ægtemand, gør-det-selv-mand, havemand og affaldssorterer har gjort ham til et kendt navn på sociale medier. Mange af hans opslag opnår mere end halvanden million eksponeringer.

PAKHUSET Ribe præsenterer her sit allerførste stand-up show – og der er kun få billetter tilbage.

“Vi glæder os til at byde publikum velkommen til en aften fyldt med grin og nordjysk lune,” fortæller arrangørerne.