Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard
Lørdag d. 10. september 2022
Stafetten, der bringer livet videre! – med bl.a. disse ord åbnede Sognepræst Signe von Oettingen årets Stafet for livet, lørdag kl. 11. Stafetten kører i 24 timer.
Traditionen tro startede stafetten med at alle tog en runde med Ribe Bigband, solsikker og begivenhedens hovedpersoner Fighterne i spidsen. Fighterne er de vigtigste. De er nemlig dem, der er i gang med eller er kommet igennem et kræftforløb.
Det kræver opmærksomhed 24/7 at komme igennem en kræftsygdom. Ikke kun for den syge, men også for pårørende og alle andre relationer. Det er det Stafet for livet symboliserer – at stærke relationer er afgørende og at det kræver opmærksomhed alle døgnets 24 timer.
På sportspladsen ved Vittenbergskolen er der liv og gang i den hele dagen lørdag, natten igennem og frem til kl. 11.00 søndag. Aktiviteter og underholdning for børn og voksne, mulighed for at deltage i selve stafetten og masser af hyggeligt samvær. Lørdagen rundes af med den smukke og gribende lysfest kl. 21.00, hvor alle kan tænde et lys og sende en tanke til kræftramte – nuværende, overlevere eller de, der ikke klarede den.
Så hvis du kender én eller flere, der har eller har haft kræft, så kig forbi og støt Kræftens Bekæmpelses lokale udgave at dette landsdækkende tiltag.
Du kan læse mere her https://www.stafetforlivet.dk/stafet/ribe/program

Fighterne og pårørende havde VIP-pladserne ved åbningen









































































