Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, lørdag den 19. oktober 2024
Styregruppen bag Stafet for Livet i Ribe kan igen notere sig en stor succes.
Årets Stafet For livet har givet det hidtil største overskud i de syv år, arrangementet har været holdt i domkirkebyen.
Regnskabet for årets arrangement er nu næsten gjort op, og det viser sig, at overskuddet i 2024 bliver på ca. 590.000 kr. mod 502.420 kr. i 2023. Samtidig med, at styregruppen har kunnet notere det hidtil bedste økonomiske resultat, kan arrangørerne også glæde sig over, at deltagerantallet nærmere sig deltagerantallet før Corona.
Betty Madsen, der er forperson i styregruppen, fortæller, at de fleste medlemmer af stafettens Styregruppe/bestyrelse fortsætter i 2025.
– Og det er allerede nu lykkedes at få flere med på holdet i 2025. Vi synes, at vi i år lykkedes med at få arrangementet til at være en familiedag – og vi arbejder videre på det til 2025, siger Betty Madsen.
Stafet for Livet Ribe holdes igen den 13. – 14. september 2025. Pengene går, som det vil være de fleste bekendt, til Kræftens Bekæmpelse.