Tekst Hasse Jørgensen, foto Andreas Stauner Scherlund. Torsdag den 7. febr.
Kræft er en grim sygdom, men heldigvis forskes der meget i behandlingsmetoder, og takket været denne forskning er læger blevet stedse bedre til at behandle og helbrede for sygdommen.
Men forskning koster mange penge, og nogle af de, der er med til at same ind til det gode formål, er Stafet for livet.
Stafet for livet er allerede i gang med at forberede det næste arrangement, der løber af stablen i weekenden den 14. og 15. september. Og nu holder folkene bag den lokale del af Stafet for livet et informationsmøde, hvor du kan få meget mere at vide om arrangementet. Mødet holdes mandag den 25. februar klokken 19 i personalerummet på Vittenbergskolen. Lokalet ligger på første sal i modsatte ende i forhold til parkeringspladsen. Alle er velkomne til mødet.
I styregruppen for Stafet For Livet Ribe, som består af en energisk, engageret og dedikeret gruppe af frivillige, er man klar over, at det kan tage tid at samle hold og sponsorer, så man ønsker at sætte gang i snak og planlægning allerede nu.
På informationsmødet kan man høre om Stafet For Livet, og om Relay For Life, som Stafet For Livet er en del af. Der vil være tid til at stille spørgsmål både til arrangørerne, men også til nogle af dem, der har deltaget tidligere på stafetten i Ribe.
– Vi vil gerne have så mange deltagere med til årets Stafet For Livet som muligt! Og vi er klar over, at det tager tid at samle folk sammen til et hold – og motivere venner, kolleger, studiekammerater, bekendte osv. til at være med på holdet. Derfor vil vi gerne have, at folk begynder at snakke med hinanden om at deltage i stafetten – og jo før dette går i gang, jo bedre, siger Morten Topholm, Formand for Stafet For Livet Ribe.
Han fortsætter: – Derfor holder vi et informationsmøde for alle interesserede på Vittenbergskolen den 25. februar 2019. Her vil vi fortælle om de muligheder, der er for at være med til at samle penge ind til det gode formål. Man behøver jo ikke nødvendigvis at kunne løbe for at være med til at samle penge ind – der er mange andre måder!.
– Vi giver en kop kaffe, og alle er hjerteligt velkomne. Vi håber, at rigtigt mange har lyst til at kigge forbi.
Du kan se mere på Stafetforlivet.dk/ribe eller Facebook.com/StafetForLivetRibe eller kontakte Formand Morten Topholm på mortentopholm@gmail.com.










































































