Tekst Hasse Jørgensen, pr-foto, onsdag den 20. maj 2026

Det kan godt være, at Stafet for Livet i Ribe, er et af de mindre arrangementer af sin art set i forhold til landet som helhed. Men det er til gengæld et af de arrangementer, der genererer flest penge til Kræftens Bekæmpelse, og det i forhold til deltagertallet, der giver flest penge.

– Og det er noget, der bemærkes i Kræftens Bekæmpelse.

Det fortæller formanden for Stafet for Livet i Ribe, Betty Madsen, der sammen med en lang række frivillige er ved at tilrettelægge dette års stafet, der holdes i weekenden den 12. og 13. september.

Torsdag den 2. juni holdes der et orienteringsmøde på Dan Hostel, der generøst har stillet et lokale gratis til rådighed.

– Og det er netop de, der gør, at vi kan samle så mange penge ind. Vores omkostningsniveau er meget, meget lavt takket været en stor kreds af sponsorer, fortæller Betty Madsen, der også kan fortælle, at den lokale afdeling i år får stillet en storskærm på en trailer til rådighed, så de op til stafetten kan reklamere for den på p-pladsen ved Føtex.

– Det er en sponsor, men vi må ikke fortælle, hvem vedkommende er, for firmaet har rigeligt at lave. Men det er en fantastisk gestus, siger Betty Madsen.

Hun fortæller videre, at mødet den 2. juni vil byde på en orientering om Stafet for Livet.

– Den orientering vil være gavnlig for dem, der tænker at stille hold. Allerede nu har vi ni hold tilmeldt, og det er fint på nuværende tidspunkt. Men vi vil meget gerne have flere. Mødet vil også være interessant for dem, der kunne tænke sig at være sponsor.

Omkring 600 plejer at deltage i Stafet for Livet i Ribe, og Betty Madsen kunne godt tænke sig, at flere fightere tilmeldte sig. Fighterne får både morgenmad og frokost, og det er de personer, der har kæmpet eller stadig kæmper mod kræft.

– Fightere er de mennesker, der har hørt ordene ”du har kræft”, fortæller Betty Madsen.

Stafet for Livet holdes på Vittenbergskolens sportsplads.