Tekst: René Jørgensen, pressefotos
22. februar 2026.

Klar til fest på Baggårdsfestivalen 2026
Stærkt line-up på Bramming Kosmoramas Baggårds Koncert

Der er lagt i kakkelovnen til en sand folkefest, når Bramming Kosmorama inviterer til Baggårdsfestival fredag den 29. maj og lørdag den 30. maj 2026. Med gratis adgang og en hyggelig, intim atmosfære midt i byen har festivalen gennem årene samlet publikum på tværs af generationer – og 2026 bliver ingen undtagelse.

Arrangørerne har netop offentliggjort en stærk håndfuld navne, og allerede næste weekend løftes sløret for de sidste kunstnere. Én ting står dog klart: Kosmorama er klar med et brag af en fest over to dage.

Musikalske sværvægtere og store følelser

Blandt hovednavnene finder vi Anne Linnet – en af de mest markante skikkelser i dansk musik siden 1970’erne. Med klassikere som Smuk og Dejlig, Barndommens Gade og Forårsdag har hun sat et uudsletteligt præg på den danske sangskat. Hendes tekster balancerer det personlige og det samfundsrelevante, og hendes koncerter forener nerve, nærvær og et imponerende bagkatalog.

Der bliver også mulighed for at opleve en historisk afsked, når Die Herren går på scenen med deres U2 TO GO-afskedsturné. Efter 35 år og mere end 2.500 koncerter takker Danmarks mest legendariske U2-tributeband af i 2026. Siden starten i 1991 har de leveret intense og trofaste fortolkninger af U2’s største hits – og de stopper, mens de stadig kan levere “den bedste koncert nogensinde”, som de selv siger.

80’er-nostalgi bliver der også masser af, når Back to Back indtager scenen. Duoen, bestående af Morten Remar og Nis Bøgvad, står bag ikoniske sange som En som dig, Som de andre gør og Jonathan. I 2026 kan de fejre 40-års jubilæum, og det markeres med en landsdækkende turné – naturligvis med fuldt band og alle de velkendte hits.

Nye offentliggjorte navne: Fest, fællessang og international pop. De nyeste navne på plakaten lover fællessang og feststemning fra første tone.

Stig & Vennerne fører arven videre efter Flemming Bamse Jørgensen og Bamses Venner. Med Stig Rossen i front hyldes de folkekære sange som Vimmersvej, Se min læge er diktator og Venner kom og se. Siden den første hyldestkoncert i 2011 har bandet udviklet sig til et af landets mest populære danse- og underholdningsbands. Som Stig Rossen selv siger: “Den bedste måde, vi kan hylde Bamse på, er at have en fest!”

Publikum kan også glæde sig til Danser Med Drenge Tribute, der med stor respekt og autenticitet genopliver sangene fra Danser med Drenge. Klassikere som Hvor Længe Vil Du Ydmyge Dig og Kære Lillesøster får nyt liv i et energisk og nærværende show, hvor fællessang og spilleglæde er i centrum.

International popenergi bliver der med Robbie Williams Jam, som hylder superstjernen Robbie Williams. Showet byder ikke kun på solo-hits, men også en særlig Take That-afdeling med sange som Back For Good og Patience. Efter næsten 1.000 koncerter i ind- og udland er bandet garant for professionel, charmerende og festlig underholdning.

En weekend for alle

Med et line-up, der spænder fra danske ikoner til store pophyldester, tegner Baggårdsfestivalen 2026 til at blive en weekend fyldt med minder, musik og masser af fællesskab.

Arrangementet er gratis og åbent for alle – og netop den inkluderende stemning er en af grundene til, at festivalen år efter år samler både unge og ældre i hjertet af Bramming.

“Følg med og vær klar til en weekend i festens tegn – vi ses til Baggårdsfestivalen 2026,” skriver Jørgen Thiim i en pressemeddelelse.

Danser Med Drenge

Robbie Williams Jam