Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 24. april 2026
Ribe VikingeCenter kan efter fire års arbejde nu sætte punktum for Projekt Ringborgen. Et ambitiøst udviklingsprojekt, der både har skabt nye, markante fysiske rammer og styrket fællesskabet omkring centret.
I det sydligste hjørne af Ribe VikingeCenter står Ringborgen nu færdig. Her kan man opleve en 20 meter lang forsvarspalisade, en imponerende portindgang med vagttårn og fire garnisonsbygninger. Byggeriet danner rammen om et nyt aktivitets- og oplevelsesmiljø, hvor leg, indlevelse og historiefortælling frit kan udfolde sig.
Langt mere end et byggeri
Projektet udmærker sig ved et stærkt socialt fokus og har stillet skarpt på de frivillige, der er en uvurderlig støtte for Ribe VikingeCenter. Resultaterne er klare: Der er etableret nye fritidsaktiviteter for lokale voksne og børn, skabt stærke og varige fællesskaber, og de frivillige har fået sig et nyt mødested med bedre faciliteter.
Ringborgen er opført sammen med et frivilligt medbyggerhold, som har leveret en kæmpe indsats i alle byggeriets faser på en aftalt ugentlig arbejdsaften, og de har sat et tydeligt og varigt præg på stedet. Samtidig har andre lokale frivillige arbejdet med alt fra produktion af vikingedragter til dyrkning af historiske haver.
– Ringborgen er et projekt, vi er både stolte og taknemmelige over. Det viser, hvad der kan ske, når frivilliges engagement, faglighed og fælles vilje går op i en højere enhed. Vi har ikke bare bygget nye rammer. Vi har styrket et fællesskab, som rækker langt ind i fremtiden, fortæller Christin V. Clausen, leder af Ribe VikingeCenter.
Der er skabt nye fritidsaktiviteter for børn i lokalområdet. De “går til viking” og udforsker i fællesskab alle aspekter af vikingernes hverdag på egen krop. Interessen er så stor, at aktiviteten fortsætter efter projektets afslutning. Med Ringborgen har centrets skoletjeneste også fået nye flotte rammer for læring og historieformidling gennem aktiv deltagelse.
Kulturarv styrker lokale fællesskaber
– Projektet er et inspirerende eksempel på, hvordan kulturarv kan bringes i spil på en måde, der både skaber oplevelser og styrker lokale fællesskaber. Det er virkelig fantastisk, som de frivillige møder ind gang på gang og støtter op om Ribe VikingeCenter, siger Mikkel F. Laursen, leder af Ribe VikingeCenter.
Det er lykkedes at tiltrække nye målgrupper, bl.a. voksne, der måske ikke har en udpræget interesse for vikingetiden, men som søger et meningsfuldt fællesskab omkring forskellige håndværk og har lyst til at bakke op om aktiviteterne på Ribe VikingeCenter. Det, der i sidste ende forbinder os, er identitet og en vis portion stolthed over Ribe-egnens helt særlige rolle i vikingetidshistorien.
Ringborgen indvies officielt under det Internationale Vikingemarked, torsdag den 30. april, sammen med frivillige og inviterede gæster.
Fakta
Projektet er støttet af Nordea-fonden, Johan Hoffmann Fonden, Norlys Vækstpulje, Lokale og Anlægsfonden, Esbjerg Kommune samt Kulturklubben Ribe.
Der har aldrig ligget en ringborg ved Ribe, men i sidste del af 900 tallet, da Danmarks fem ringborge blev bygget, blev Ribe befæstet med en regulær voldgrav. Ud over at være et område for formidling af kamp og bueskydning, har Ringborgen på Ribe VikingeCenter også til hensigt at give de besøgende et indblik i konstruktionsmetoden for forsvarsanlæg på Harald Blåtands tid. Ringborgen på Ribe VikingeCenter har en diameter på 65 m, hvilket er knap det halve af Trelleborg.








































































