Tekst: Johnny Tauman         Arkivfoto: René Jørgensen
4. februar 2025

Ribe-Esbjerg HH har til næste sæson indgået aftale med 23-årige Andreas Haagen, der de sidste to sæsoner har passet målet hos TMS Ringsted.
Andreas var i sæson 21-22 på kontrakt i REHH. I den første sæsonhalvdel var han udlejet til Tønder. I anden halvdel indgik han i målvogterduo med Søren Rasmussen.

Ambitiøs og ærgerrig

Cheftræner Marc Uhd har et indgående kendskab til Andres Haagen: – Han er en fantastisk fyr, der knokler til træning. Andreas er ambitiøs, ærgerrig – en ung
målvogter på vej op. Han har både i sidste og denne sæson præsteret stærkt i Ringsted.
Andreas Haagen glæder sig til at vende tilbage til REHH: – Jeg var utrolig glad for at være sammen med de mange positive personer omkring REHH, da jeg var der sidst. Og både klubbens ambitioner – Marc Uhd som træner – og næste sæsons hold peger frem mod en spændende udvikling. Det glæder jeg mig til at blive en del
af.

Fire målvogtere

REHH har i denne sæson haft skader hos begge målvogtere – og har oplevet tilsvarende skadesperioder over de sidste mange sæsoner.
Klubben har af samme årsag tidligere haft 3 målvogtere på kontrakt. Sådan vil det også være i næste sæson, hvor både Ágúst Björgvinsson og Niklas
Kraft indgår i ligatruppen – ligesom Mads Iversen er på ungdomskontrakt.
Der er indgået en 2-årig aftale 2025-2027 med Andreas Haagen.

(Arkivfoto: Johnny Tauman)