Tekst & Foto Johnny Tauman
7. maj 2020

Der er fyldt op på parkeringspladsen foran Dagli’Brugsen i Kongeådal. Det er sidst på eftermiddagen og de lokale fra Hillerup, Kongeådal og Vilslev handler lokalt – noget som de faktisk har gjort meget længe og stabilt.
– Derfor er det glædeligt, at vi kan notere en vækst i salget på godt 10% herunder under Coronakrisen, fortæller uddeler Klaus Thuesen, da RYK IND RIBE kikker forbi.

Naturligvis er der et mersalg i øl og sodavand, men andre topscorere er mel, margarine, smør og gær. – Vore familier har øget omfanget af hjemmebag betragteligt – og så er de mere på nettet end sædvanligt, kommer det fra uddeleren, der sammenligner antallet af pakker som efter Black Friday.

Ellers går det godt i butikken – handlende forstår at holde afstand – og bruge håndspritten. Butikkens ansatte har fået nogle flere opgaver, men har fortsat en høj arbejdsmoral, som lover godt for den lokale butik.