Tekst & Foto: Johnny Tauman
7. august 2023

Fire korte nedslag på bylivet en helt almindelig onsdag.

Turister i byen

 

Hvor er vi? Hvad er det for en mur vi står på?

Hvor er vi? Hvad er det for en mur vi står på. Jeg slår det lige op…..

Der er ruiner fra slottets gamle skriverstue!

Selvom der hang regntunge skyer over byen, var der mange turister, der enten på egen hånd eller med en Byguide fik sig nogle mindeværdige oplevelser og historier.
Parret på Slotsbanken fik måske legegenet op til overfladen – og balancerede rundt tå det gamle murværk, mens flokket på Von Støckens Plads afventede en række guldkorn fra guiden, inden turen gik videre til Sct. Catharinæ Kirke.

Grafitti

Grafitti er en kunstform og subkultur – udført på større flader som vægge og mure. Hvis det også er læserens tolkning, så må den bemaling, der er sket over for banegården falde inde under den ulovlige graffiti, hvor strafferammen er fra bøde, erstatning til fængselsstreaf – alt efter omfanget.
I folkeskolens fa Billedkunst arbejder (arbejdede) mange undervisere og elever med graffiti, hvor der blev drøftet form, farve og indhold – og ikke mindst evnerne til at håndtere en spraydåse.
Nogle mener, at medier ved at bringe artikler og fotos er med til at skærpe interessen – mens andre igen finder en vej til at drøfte illustrationerne og kan genkende tags (de personlige underskrifter).

 

Kloakseparering

I foråret skrev DIN Forsyning, at kloaksepareringen i sommermånederne ville blive koncentreret om Sct. Laurentii Gade og den vestlige ende af Skibbroen – og ikke mindst til mindst mulig forstyrrelse for byens mange turister. I øjeblikket arbejdes der stille og roligt i retning mod Stormflodssøjlen – nær ved den store underjordiske pumpestation.

Fra uge 34 – mandag d. 21. august genoptages Etape 2, som indbefatter den resterende del af Saltgade og krydset Saltgade/Sct. Nikolaj Gade. Dette arbejde har også stor bevågenhed fra Sydvestjyske Museer, da man skal grave meget dybt. Arbejdet har en foreløbig tidshorisont til og med uge 41.

Planlagte arbejder i krydset Saltgade – Sct. Nikolaj Gade – Etape 2 – vil blive gennemført i ugerne 34-41

 

Torvehandlen på Skibbroen

Der er rigtig mange turister i byen! Skal man gennem strøget, så skal man lægge et par minutter til det almindelige tidsforbrug. Onsdag er der som vanligt linet op med boder og bagagerumssalg – og i onsdags faldt RYK IND RIBE over en mega stor samling LEGO-figurer samt Madam Blå effekter. Der var gang i handelen, men der blev også bemærket, at antallet af boder var noget lavere end på en normal Torvedag, hvor der kan være fyldt op fra gågaden til området kort før Stormflodssøjlen: Onsdag var det slut omkring Sælhunden.
Ferietid blandt de handlende? Det må vi se på onsdag.