Tekst, Foto, Video & Collage: Johnny Tauman
26. august 2024

Hvordan mon odderen har haft det?

 

Odderen er, som du sikkert ved, fredet. Den har en lidt spøjs adfærd – den kan nemlig ikke lide at svømme under en bro. Derfor er der ved jernbaner og større veje etableret odderpassager, så rovdyret kan forlade åen / bækken og gå “tørskoet” fra side til side. Det gælder fx ved Tved Å, hvor den krydser under jernbanen.

Odderen går ofte på land for at spise – og på arkivfotoet kan man se, hvor det er muligt under Ringvejsbroen. Odderen på billedet er fra Aqua i Silkeborg.

De samme forhold gælder – som tidligere skrevet om her på RYK IND RIBE – også ved motortrafikvejen, hvor den krydser Kongeåen ved Gredstedbro. Her er der i 2023 anlagt en odderpassage.

Renoveringsarbejdet og odderen

Nu har der været arbejdet på Ringvejsbroen i flere måneder – gad vide, hvordan odderen har oplevet dette? Det melder historien ikke noget om.
Odderen kan under gunstige forhold blive stor – se blot dette eksemplar fra Aqua i Silkeborg.
Odderen, der spiser fisk, er en yngre udgave!

 

Spar dog på skilte

(Privat foto)

Der var engang en landskabsarkitekt, der sagde: – Antallet af skilte i marsken skal reduceres! Og siden er der så kommet rigtig mange hastighedsbegrænsningsskilte på Bjerrumvej – og nu senest en dobbelt skiltning ved klapbroen ved Kammerslusen. Mon ikke et skilt på hver side skulle være tilstrækkelig – og så er der jo også lige to andre pointer. Har der nogensinde været problemer, når der kommer køretøjer – flytter besøgende sig ikke af sig selv? Og for det andet: Der er to beskedne skilte på broen. Kunne disse skilte ikke med fordel være frisket op med en omgang sandblæsning og en portion vejrbestandig maling?

 

Træningskamp torsdag aften

Sindre Aho falder godt ind i rollen som playmaker – hans viste sit overblik i 1. halvleg i træningskampen mod KIF Kolding.

Ribe-Esbjerg HH har pudset formen af med en række træningskampe – og som tiden skrider frem, er holdet ved at være klar til sæsonens første LIGA-kamp på udebane mod Aalborg Håndbold. Denne kamp afvikles 7. september i Gigantium.
Den sidste træningskamp bliver mod Skive FH. Denne kamp afvikles i Bramming Kultur- & Fritidscenter på torsdag kl. 18:00. Det bliver et gensyn med forårssæsonens store profil Emil Grønbech, da han spillede for Ribe-Esbjerg HH.

Emil Grønbech blev mega farlig efter en lang skadespause – her fra en af kampene i Fredericia.