Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
29. april 2024

Markedsdage på Skibbroen

(Arkivfoto):  En markedsdag på Skibbroen

Fra på onsdag – i strålende solskin forhåbentlig – vil det være muligt at gøre en god handel hos de mange boder på Skibbroen. De handlende håber på mange gæster med købelyst 🙂

 

(Arkivfoto). Fra en god handelsdag

 

Nye døre ved Vilslev Kirke

Ribe Træskibslaug har leveret og monteret nogle flotte døre til kapellet ved Vilslev Kirke. I går søndag kunne de mange gæster og konfirmander se resultatet, da kasser med telegrammer var placeret i lokalet. Og der blev passet rigtig godt på de mange telegrammer og gaver – menighedsrådet havde en turnusordning, så ingen uden ærinde kunne få adgang til mange værdifulde lykønskninger.

 

En sæl-som historie på krogen

Tekst: hasse Jørgensen

Sæl snød lystfisker i Ribe Vesterå

Det er en sæl-som historie, men ikke desto mindre er den autentisk: en lystfisker fik en sæl på krogen i Ribe Vesterå.
Sæler i Vesteråen er ikke unormalt, men det er bestemt ikke normalt, at de bider på en krog med orme.

Lystfiskeren, der gerne vil være anonym, men hvis identitet er redaktionen bekendt, fortæller, at han lod sælen slippe ved at lade den sprænge linen.

– Jeg troede i første omgang, det var en meget stor laks, jeg havde fået på krogen, og jeg fik i den grad testet mit trækgrej fredag morgen klokken 05,15 ved åen. Jeg fiskede med orm og prop, og allerede ved andet kast, fik jeg bid. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde en laks på langt over en meter på krogen. Den gik dybt og tog udløb på 150 meter, inden jeg kunne stoppe den, fortæller lystfiskeren, der fortsætter: – Så gik vi lidt og trak i hinanden, og efter 10 til 15 minutter piskede den op første gang i overfladen cirka 60 meter fra mig. Den gik dybt igen, og jeg var sikker på, at den ville springe ud af vandet. Men nej, op kom en sæl, som havde slugt min orm. Da den fik øje på mig, tog den igen et udløb på mindst 100 meter.

– Til sidst fik jeg den ind på 30 meter og igen prøvede jeg med slap line, men nej, den spyttede ikke ud. Den løb ud igen, men da holdt jeg bare ved bremsen og mit forfang sprang. Så nu svømmer der en sæl rundt i åen med en krog i maven, fortæller lystfiskeren, der slutter sin beretning: – Fed oplevelse. Jeg var 100 procent sikker på, at jeg havde en stor laks – men nej – øv, øv, øv!