Tekst & Foto: Johnny Tauman
8. maj 2024

Odins plads bliver smuk igen

Ikke så snart brolæggerholdet fra Nørgaard Anlæg var færdig i Dagmarsgade, blev der taget fat på Odins Plads. De første sten – parkeringsbås – gik som smurt. Nu gælder det så selv kørebanen med de små sten, som skal genplaceres med nøjagtighed, idet de skal tilbage i det tidligere mønster. Trafikken vil kunne passere med forsigtighed, mens arbejdet foregår.

 

To kampe på fire dage

Team Esbjerg skal efter Champions League triumfen søndag allerede i kamp igen i aften. Her gælder det den sidste puljekamp i slutspilspuljen mod Nykøbing Falster Håndbold. Nora Mørk fik et skrub i lysken i søndagens kamp, så mon ikke hun bliver sparet. På lørdag kl. 14:00 venter den første semifinalekamp hjemme i Blue Water DOKKEN  mod Ikast Håndbold.
Team Esbjerg har haft overtaget i kampene mod det midtjyske hold i denne sæson, men de dygtige spillere herfra har haft kamppause, mens der blev afviklet vigtige kampe i CL. Derfor er de knap så slidte!

 

Markedsdage godt fra start

(Foto: hasse Jørgensen) – onsdag d. 1. maj)

Der var masser af mennesker på den første torvedag på Skibbroen. Og mon ikke der kommer flere i dag. Turisterne fylder mere og mere i gadebilledet – og der er masser af boder, hvor der kan gøres en god handel. Og for hver uge, bliver mulighederne opstillet, længere. Brolæggerne arbejder koncentreret for at nå næste delmål: Stormflodssøjlen.

 

Masser af sand

Der er faktisk meget mere sand i Kongeåens sandfang end forventet. Som beskrevet i SØNDAGSKRYDDEREN var første bassin “overfyldt” med oppumpet sand og småsten. Nu gælder det så andet bassin, hvor pumpningen blev påbegyndt tirsdag.