Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
27. marts 2024

 

Jævnlig ATK-kontrol

Bilisterne kører stadig for stærkt på de to fokusstrækninger ved dels Kalvslund dels Obbekjær. Det betyder, at ATK-bilen ofte kommer forbi og blitzer bilisterne – og det sker både med kamera fra bilen og ved vejkanten – og intet tidspunkt i løbet af døgnet kan bilisterne føle det sikkert at træde en ekstra gang på speederen.

 

Husk at stille p-skiven

Husk at tjekke din elektroniske parkeringsskive ved overgang til sommertid i weekenden. Det er sure penge at betale, når man i “god tro” parkerer sin bil – og uret så ikke går korrekt. Og så kan man også lige så godt tjekke, om man holder på stregerne – eller om man faktisk har en del af sin bil hængende ud over parkeringsfelternes streger. Den kvikke parkeringsvagt har jo loven på sin side, hvis han vælger at give en afgift. Og det tager jo få sekunder selv at foretage begge tjek.

 

Udmeldt plan holder

Efter påske starter nedbrydningsfirmaet P. Olesen med domicil i Hedensted en proces i og med bygningerne på Ribe Jernindustrigrunden, der vil vare resten af året.
RYK IND RIBE skrev allerede 28. februar om tidsplanen og de fem prækvalificerede firmaer, som kunne deltage i licitationen. Derfor er den eneste nyhed, at det er P. Olesen, som skal udføre arbejdet. Artiklen 28. februar: LINK

RYK IND RIBE har besluttet at følge P. Olesens arbejde med en central medarbejder, der vil kunne fortælle om, hvordan firmaet vil håndtere den politiske aftale ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”. Det handler om bedre ressource udnyttelse ved selektiv nedrivning.