Tekst René Jørgensen, torsdag den 11. juli 2024
Spofing er nu også kommet til Ribe.
For de, der ikke ved, hvad Spoofing er, handler det om, at nogle hacker et privat telefonnummer. Det telefonnummer ringer hackerne så op fra, når de vil lave svindel med sagesløse borgere.
I det aktuelle tilfælde er det en af Ryk Ind Ribes medarbejdere, Hasse Jørgensen, der har fået sit telefonnummer misbrugt.
– Jeg var ikke selv klar over, at mit nummer bliver misbrugt indtil en person ringer mig op og fortæller det. Vedkommende siger, at han to gange i dag, torsdag, er blevet ringet op fra mit nummer. Men hver gang præsenterer ham, der ringer op, sig som værende fra et firma i London. Han fortæller, at modtageren af opkaldet har flere tusinde Bitcoins stående på en konto, og vil modtageren af opkaldet blot oplyse sine kontonumre og kortnumre på Dankort, skal pengene nok blive overført, fortæller Hasse Jørgensen.
Han understreger samtidig, at han intet har med bitcoins eller firmaer i London at gøre, og han advarer i øvrigt på det kraftigste mod at videregive kortnumre og andre bankoplysninger via telefonen eller på anden måde til mere eller mindre tilfældige mennesker.
– Jeg har talt med politiet og min udbyder af teleforbindelser om, hvad jeg kan gøre for at stoppe det. Det eneste råd er: skift telefonnummer, fortæller Hasse Jørgensen.
Både politi og teleudbyder fortæller, at de møder problemet flere gange om dagen.