Tekst: Torben Ravnborg Nissen foto: René Jørgensen, Copyright.
Venstre i Ribe var arrangør
Multihallen i Ribe Fritidscenter dannede rammen, da Venstre i Ribe tirsdag aften havde arrangeret valgdebat. Debatten havde et bredt udsnit af partier repræsenteret, og panelet bestod af Henrik Dahl (LA), Henning Hyllested (EL), Ulla Tørnæs (V), Susanne Dyreborg (DF), Anders Kronborg (S) og Pernille Vermund (NB).
Veloplagt ordstyrer
Til at styre debatten var lokalredaktør, Christian Friis Hansen, Jysk Fynske Medier, der klarede opgaven at navigere mellem veltalende politikere og et spørgelystent publikum flot.
Efter at Klaus Sandfeld fra Venstre i Ribe havde budt velkommen, fremlagde ordstyreren præmisserne for aftenens forløb. Her fik hver paneldeltager to minutter til indledning. Herefter stillede ordstyreren det første spørgsmål, der handlede om jobprøvning og den træghed i systemet, der gør, at mange knapt raske mennesker føler sig magtesløse.
Veloplagt panel
Det satte straks gang i et ivrigt panel, hvor alle fik fremlagt deres bud på en afhjælpning af situationen.
Herefter fik publikum lov at spørge, og spørgelysten var så stor, at ikke alle, der bød ind, fik stillet deres spørgsmål.
Vi kom omkring emner som psykisk syges vilkår, migration, integration, tidlig tilbagetrækning, nedslidning, kontanthjælpsloft, fattigdomsgrænse, kultur, den sociale arv og ikke mindst klima.
Det var et veloplagt panel, og der var en god tone deltagerne imellem med nogle enkelte undtagelser. Der var nogle beskyldninger mellem DF og S og mellem V og S, som fik sindene lidt i kog. Til gengæld var der flere tilfælde af ros deltagerne imellem.
I panelet fremstod Hyllested, Kronborg og Vermund som de skarpeste. Som de, der bedst fik fremlagt deres politik. Hyllested var veloplagt, indigneret og tydelig i kommunikationen, Kronborg fik fremlagt sin politik sagligt og skarpt og Vermund var veltalende, smilende og klar i mælet.
Henrik Dahl fik med fin underspillet humor afleveret sin politik, men manglede måske lidt om, hvor LA står generelt, hvorimod Susanne Dyreborg fremstod defensiv og mere talende om S-politik end sin egen. Ulla Tørnæs kom ikke rigtigt ud over rampen og gik også mere op i, hvad S gjorde forkert, end hvad V ville gøre selv.
Til afslutning fik hver paneldeltager ordet i et minut til afrunding
Der blev lyttet til spørgsmål fra salen.
I panelet fremstod Hyllested, Kronborg og Vermund som de skarpeste. Det var første debatmøde i Ribe for Pernille Vermund
Henning Hyllested (EL) kunne ikke forstå, hvorfor man skal være nedslidt for at få lov til at forlade arbejdsmarkedet. Det burde da være en rettighed, mente han. På billedet er det dog en klimasnak Henning Hyllested får med en af tilhørerne, og de var ikke helt enige i betragtningerne om klimaforandringerne.
Stor succes
Efter godt to timer, hvor ordstyreren godt kæmpet næsten fik holdt den aftalte tid på to timer, kunne Anders Rohr Jørgensen fra Venstre i Ribe sige tak til panel, ordstyrer og publikum, og panelet fik overrakt flotte gaver: udsøgte øl og sodavand fra Ribes fine bryghuse.
Arrangementet var en succes med ca. 100 deltagere.