Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, mandag den 30. oktober 2023

Et nyt, spændende initiativ er på vej i Ribe.

Efter koronaen fandt mange ud af, at det at arbejde hjemmefra slet ikke var så dårlig en ide endda. Og undersøgelser viste, at mange blev mere effektive ved at arbejde hjemme. Men senere har mange også fundet ud af, at det at arbejde hjemmefra betyder, at man ofte savner sparringspartnere og det kollegiale sammenhold i det hele taget.

Men nu kommer foreningen Termansens med et helt nyt initiativ. Opfordringen lyder ganske enkelt: tag pc’en med til spillestedet i Sønderportsgade og se, om et muligt kontorfællesskab her er noget for dig?

Spillestedet Termansens er på vej til at blive et omfattende kulturhus i dagtimerne, men der er også mange ledige timer i de mange lokaler, huset rummer.

”Foreningen Termansens vil gerne invitere jer, der arbejder hjemmefra, til at komme forbi og se og høre om Termansens nye muligheder for et kontorfællesskab. Vi starter med at åbne dørene onsdage i ulige uger fra 10-12, hvor der vil være kaffe på kanden, så ser vi, hvordan det udvikler sig. Der er fri adgang, og alle er velkomne” hedder det i en pressemeddelelse fra foreningen Termansens.

Første gang med åbent hus er onsdag den 8. november fra 10-12.