Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 28. august

Spillestedet Termansens i Ribe er for alvor kommet op i gear efter nedlukningen grundet Covid19.

Et spændende efterårsprogram venter i Termansens, og spillestedet har netop lanceret et helt nyt logo samt en flot plakat for august og september

Både plakat og logo er designet af en af landets dygtige designer, Søren Olsen, der har boet i Ribe i syv år.

– Egentligt er jeg gået på pension og troede ikke, jeg skulle lave mere,  men når man så kommer i forbindelse med personerne bag Termansens og oplever den entusiasme og ildhu, der præger stedet, kan man ikke lade være at blive grebet af det, siger Søren Olsen, der nu er en af de frivillige, der hjælper med en masse praktiske ting.

Søren Olsen er bl.a. manden bag designet til X-busserne, og han har designet den kongekrone, som bruges af justitsvæsenet, og som pryder alle indgange til landets retssale. Han lavede også plakaten til Ribe Jazz Festival i 2017

Det nye logo er første skridt i en ny visuel tiltag, der skal give Termansens en ny identitet og større professionalisme i markedsføringen.

Termansens nye logo pryder allerede efterårsplakaterne, der kan ses rundt omkring i byen. Det tager udgangspunkt i spillestednavnet, men har den finte, at det første ‘E’ samtidig ligner tangenter. Det er roteret 45 grader, og ud over at associere til musikken, binder den blå farve bro over til den rytmiske musiks blå toner.

– Vi har i en længere periode ønsket os et professionelt logo, der kan skabe genkendelighed, og som kan bruges på tværs af medier og platforme. Det er nu lykkedes, takket være grafiker Søren Olsen, fortæller Josephine Nielsen-Bergqvist fra spillestedet Termansens.

Det nye logo