Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 12. september 2025

– Der skal være noget for enhver. Den kunde, der køber for 35 kroner, er lige så meget værd som den kunde, der køber for mange penge. I varesortimentet går jeg efter det, jeg selv godt kan lide, og jeg tænker meget på miljøet.

Ordene kommer fra Sophie Christensen, der driver en på mange måder speciel blomster og gaveforretning på Koldingvej 62 mellem Kalvslund gamle kro og den nu nedlagte Kalvslund skole.

I en nedlagt gård har Sophie Christensen indrettet sin forretning, der meget af tiden fungerer som selvbetjeningsbutik, Unika by Sophie. Døren er åben i dagtimerne, og kunderne kan gå ind og forsyne sig og betale med mobile pay. Enkelt og ligetil.

Men der tales jo meget om butikstyveri i vore dage, og at mange af de boder, der findes ved landevejene, må lukke, fordi folk ”glemmer” at betale.

– Det er klart, at hvis det sker, så stopper det jo. Der er ingen, der har råd til at forære tingene væk. Men jeg har kun oplevet ærlige kunder. Folk har altid deres mobiltelefon med, og er der en enkelt, der har en dårlig net forbindelse, sender de mig en SMS, fortæller hvad de har købt for og overfører pengene, når de kommer hjem, fortæller Sophie.

Hun åbnede forretningen 1. maj 2022, og forretningen er blevet så stor en succes, at Sophie netop nu er ved at udvide butikslokalet til det dobbelte. Udbuddet af varer er sådan, at kunderne kan finde alt lige fra en lille blomst eller plante, en flaske vin eller den store blomst eller gavekurv.

-Her er noget til enhver lejlighed. Lige fra veninde- eller værtindegaven til blomster til begravelser eller de store familiefester. Kunderne ringer og bestiller, og så er varen klar til afhentning på den aftalte tid, eller jeg bringer ud i nærområdet, fortæller Sophie.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er noget for enhver i butikken

Ud over at passe butikken, tager Sophie Christensen også ud og laver dekorationsopgaver. Og her ligger forklaringen på, at der også er en selvbetjeningsforretning.

– Jeg er selv i butikken på bestemte tidspunkter, men det at der også er selvbetjening gør, at jeg også kan tage ud og lave dekorationsopgaver. Ligesom jeg synes, at det er mig, kunderne skal møde i forretningen, synes jeg også, at det er mig, der skal ud at snakke med kunderne om dekorationsopgaver og lave dem.

Sophie Christensen er uddannet blomsterdekoratør.

– Det er vel omkring ti år siden, at jeg for alvor kom ind i faget. Jeg startede som skolepige og har altid brændt for blomster. Jeg blev uddannet blomsterdekoratør og har altid arbejdet i faget, fortæller Sophie, der håber at udvidelsen af butikken kan være helt færdig til jul.

Bliver der så julestue?

– Det har jeg aldrig lavet, men der bliver jul, lyder svaret.