Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 23. oktober.
En af Ribes helt specielle og spændende forretninger lukker med udgangen af oktober. Der er tale om butikken i Sønderportsgade med navnet Antik og Tangel, der drives af sognepræst Uffe Vestergaard og tidligere dyrlæge Niels Grün. Men samtidig med lukningen kommer Niels Grün med et spændende forslag, der måske kan være med til at give mere liv i sydbyen.
Niels Grün foreslår, at de husejere, der har tomme butikslokaler stående i sydbyen, går sammen og laver en aftale om en huslejestrategi, der giver små og spændende forretninger mulighed for at etablere sig.
– De mennesker, der kommer i vores forretning, er meget interesseret i vores udvalg, men kundestrømmen er for lav. Der er for få mennesker, der passerer forbi forretningen, og derfor kan vi ikke betale en normal husleje. Det er ikke fordi, der er noget i vejen med de betingelser, vi lejer lokalerne på, men kundeflowet kan ikke bære en ”rigtig” husleje, siger Niels Grün.
Han peger på, at der skal flere folk på gaderne i sydbyen før det kan bære et forretningsliv, og de flere mennesker kunne man måske få ved at husejerne og ejerne af de ledige lokaler gik sammen og f.eks. aftalte, at en potentiel lejer kunne få det første halve år uden egentlig husleje mod at betale de faktiske omkostninger i form af varme, elektricitet, vand o.s.v. samt evt. hjælpe med mindre istandsættelser og lignende.
– På den måde vil en iværksætter kunne komme i gang, og når et halvt år er gået, kan man se, om der er basis for forretningen eller ej. På det tidspunkt kan man så forhandle en egentlig husleje, påpeger Niels Grün.
Han siger videre, at hvis der er nogen, der er interesseret i forslaget, er de velkomne til at kontakte ham på nkg@post.tele.dk, og så vil Niels Grün gerne være ”koordinator” på projektet.
Med hensyn til hans og Uffe Vestergaards egen forretningen holdes der ophørsudsalg den kommende weekend, den 26. og 27. oktober, i tidsrummet fra klokken 10-16, og der er mange gode tilbud Både Niels Grün og Uffe Vestergaard har drevet Antik og Tangel på hobbybasis, og det vil de meget gerne blive ved med. Hvor det i givet fald skal ske er i skrivende stund uvist.











































































