Tekst Hasse Jørgensen, foto Ove Detlevsen, torsdag den 31. august 2023

Det er et længe kendt problem, at ikke mindst Specialundervisningscenteret på Vittenbergskolen Vadehav er i store pladsproblemer, og at disse problemer ikke bliver mindre i de kommende år, da centeret får stadig flere og flere elever med større behov for hjælp end hidtil.

Der har været forslag om flere forskellige løsninger af problemet. Bl.a. opførelse af en ny bygning ved Vittenbergskolen på 3100 kvadratmeter eller en tilbygning til Specialundervisningscentret.

I øjeblikket er Specialundervisningscentret fordelt på fire forskellige matrikler i byen, men nu foreligger der et konkret forslag til byrådets budgetforhandlinger om en løsning af problemet.

Forslaget går ud på, at Specialundervisningscentret flyttes fra Vittenbergskolen til seminarieHuset. Det ville kunne løse lokaleproblemerne, ligesom det vil give personalet bedre vilkår, idet ledelse og personale vil blive samlet. Det vil styrke udveksling af viden og samarbejde i det hele taget.

En ombygning og en indretning af seminarieHuset til formålet vil koste anslået omkring 23 millioner kroner fordelt med 20 mio. kr. til ombygning af huset samt omkring tre millioner kroner til indretning af en legeplads.

Ombygningen af seminarieHuset tager udgangspunkt i de eksisterende lokaler men skal tilgodese de specielle behov, elevgruppen har.

Ombygningen vil derfor omfatte etablering af hvilerum, hygiejnerum, faglokaler, opholdsrum, personalerum, kontorfaciliteter, handicaplegeplads mv.

I budgettet for 2025 er der afsat 40 millioner kroner til renovering af kommunens skoler, men skal projektet med ombygningen af seminarieHuset gennemføres, vil det givetvis udskyde nogle renoveringsprojekter på andre skoler.

I forslaget, der er behandlet af børne- og skoleudvalget, hedder det bl.a., at indretningen af dele af seminarieHuset til specialundervisningscenter vil komme til at berøre nogle af de nuværende brugere af huset. Hvordan det problem skal løses, er ikke angivet.

Selve forslaget er nu sendt til byrådet, så det kan indgå i de forestående budgetforhandlinger.