Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 18. juni
Der var tale om særdeles godt håndværk, da personale fra Skaks Specialtransport og murerfirmaet Weiland torsdag formiddag med millimeters præcision løftede to skorstene på plads på bygningskomplekset Quedens Gård midt i det gamle Ribe.
De to skorstene har en vægt hver især på omkring 400 kilo og skulle løftes på plads af en specialkran. Den selvkørende kran skulle manøvreres ind i Toldbodens Gård. Alene det krævede sin mand, da den selvkørende specialkran på larvefødder kun lige kunne gå gennem porten. Der var meget få centimeter til siderne og i højden at give af, men kranføreren kendte sit håndværk.
Inde i gården lykkedes det ham også at bakse den store kran på plads, og på en stor trailer blev de færdigproducerede skorstene kørt ind i gården, hvorefter kranen let og elegant løftede dem på plads på taget. Det var imponerende at iagttage, hvordan kranføreren med lethed og præcision manøvrerede den tonstunge maskine.
Projektet er et led i den store renovering, hele bygningskomplekset i øjeblikket gennemgår. Bygningerne ejes af Sydvestjyske Museer og rummer bl.a. Cafe Quedens Gård, Jakob A. Riis Museum og det kommende heksemuseum samt undervisningslokaler primært beregnet for skoleklasser.











































































