Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 9. august

Et meget spændende stiprojekt, der skal gå langs havet på eller ved digerne fra syd til nord i kommunen samt gennem Esbjerg Havn, kom det første, lille skridt videre på vej mod en realisering. Det skete, da byrådets økonomiudvalg frigav de 500.000 kroner, der var afsat til en forundersøgelse af projektet.

Tanken er, at der skal laves en gang-, løbe- og cykelsti langs havet enten på eller lige ved siden af digerne, og den sti vil både komme de lokale beboere til gode, ligesom den formentlig vil blive en turistattraktion, idet den sine steder vil give en fantastisk udsigt over vadehavet og naturen, ligesom stien på visse steder kan forsynes med forskellige kunstværker.

De 500.000 kroner, der nu er givet, skal bruges til forundersøgelse af mulighederne for at etablere stien i forbindelse af den forestående renovering af Darum-Tjæreborg dige, og den forundersøgelse vil give en indikation af, hvorvidt projektet i det hele taget kan gennemføres.

– Det er jo i virkeligheden en budgetsag, men økonomiudvalget har frigivet de penge, der var afsat til forundersøgelsen, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der finder, at projektet er en spændende ide.