Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 26. august 2002

I denne uge, der nu er ved at rinde ud, har man kunnet opleve en helt speciel plancheudstilling på parkeringspladsen Mellem Ansgarskolen og Riplay.

Udstillingen er en fortælling om livet på Nordsøen beskrevet i tekst og set med en fotograf og en kunstners øje. Og den er samtidig en del af et tværfagligt undervisningsmateriale, der specielt retter sig mod børn i 4. til 6. klasse.

Titlen på udstillingen er Nordsøens Liv & Mennesker, og den er udviklet i samarbejde mellem Esbjerg Kommune – Kultur og Projekt, Myrthue – Natur, Kultur og Læring, Esbjerg Kunstmuseum, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, kunstmaler Mathilde Fenger og journalist/forfatter Jens Olesen.

– Det var kunstmaler Mathilde Fenger, der fik ideen til udstillingen og som forelagde den for borgmester Jesper Frost Rasmussen, der fandt ideen god, fortæller Charlotte Pindstofte Holm, Esbjerg Kommune – kultur og projekt.

Hun fortæller videre, at det lykkedes at finde midler til en realisering af projektet, der betød at Mathilde Fenger besøgte en boreplatform og gennem otte store oliemalerier har skildret livet på en platform.

Malerierne er udgangspunktet for undervisningsmaterialet, og udstillingen med gengivelse af malerierne suppleret med fotos og tekst er nu på vej rundt til kommunens skoler, så udstillingen kan indgå i undervisningen. Undervisningsmaterialet kan dog også bruges uden at se udstillingen. De elever, der ikke kan nå udstillingen til fods eller på cykel kan få transporten til udstillingen betalt.

Læringsmaterialet er til 4.-6. klassetrin med billedkunst, dansk, historie og natur/teknologi i fin synergi.